
13 medarbejdere på Jagt- og Skovbrugsmuseet går i øjeblikket som knap 3900 andre statslige ansatte og overvejer, om de skal flytte med deres arbejdsplads ud i provinsen. Regeringen har nemlig besluttet at flytte museet fra Hørsholm til Norddjurs Kommune som led i den store udflytningsplan, 'Bedre Balance', og det fået borgmestrene i Hørsholm, Hillerød, Allerød, Rudersdal, Gribskov, Gentofte og Fredensborg til i utilfredshed at banke på kulturminister Bertel Haarders (V) dør. Især ærgrer borgmester i Hørsholm Morten Slotved (K) sig over at miste, hvad han kalder en kulturinstitution.
- Det er en formidlingsopgave, der forsvinder. Det er ikke sådan, at jeg er forarget over at stå og mangle 13 arbejdspladser. Det skal Hørsholm nok overleve. Det handler om, at Jagt- og Skovbrugsmuseet er en institution for masser af mennesker. Det er hele Nordsjælland, der har skoleelever, som har glæde af det her naturområde, siger han til dknyt.
Den opfattelse deler han med flere af de andre borgmestre, der skal på besøg hos kulturministeren. Borgmester i Allerød Jørgen Johansen (K) påpeger, at jagtens historiske rolle er et næsten ukendt fænomen for børn og unge i Nordsjælland, da jagt ikke er særlig udbredt på de kanter. Og for Hillerød-borgmester Dorte Meldgaard (K) er museets formidling af parforcejagtlandskaberne, som i juli blev optaget på UNESCOs prestigefyldte verdensarvsliste, vigtig.
- Jagt- og Skovbrugsmuseet har faktisk trukket en ret stor del af den opgave, det var at få parforcejagtlandskabet på UNESCOs verdensarvsliste. Der er blevet arbejdet med det i mange år, og det var også planlagt, at museet skulle være sight-manager fremover, siger hun.
Skudt forbi målet
Regeringen lægger i udflytningsplanen ikke op til, at udflytningerne er til forhandling. Derfor kan det have lange udsigter for de syv borgmestre at få kulturministeren til at skifte mening. Alligevel er der optimisme at spore blandt borgmestren.
- Det kan jo altid hjælpe at have en dialog om noget og fortælle ansigt til ansigt, hvorfor vi synes, det er forkert. Vi synes, at regeringen skyder forbi målet med den her udflytning. Det lever ikke op til regeringens egne principper, for Hørsholm er jo ikke København. Og man kan undre sig over, om det er nødvendigt at gøre så meget ud af at flytte 13 arbejdspladser, siger Dorte Meldgaard.
Direktøren for Jagt- og Skovbrugsmuseet, Jette Baagøe, har tidligere vurderet, at det vil koste et tocifret millionbeløb at flytte de tusindvis af museumsgenstande, der bl.a. tæller store skovmaskiner og traktorer, til Djursland.
Morten Slotved nægter som sin kollega i Hillerød at lade sig slå ud.
- Jeg tror, det er vigtigt at være vedholdende. Regeringen og kulturministeren skal forstå, at det her ikke bare er en almindelig arbejdsplads, de flytter ud. Hvis man lægger eksempelvis SKAT ud fra København, så resulterer det bare i, at der er nogle embedsafgørelser, der skal træffes et andet sted. Det er ikke noget, borgerne mærker. Det er noget helt andet med et museum. Det er en formidlingsinstitution, det er en oplevelsesdel. Jeg tror ikke, det er det, der har været hensigten med deres udflytning af arbejdspladser. Så det vil jeg ind og forklare dem, fortæller han.
Norddjurs glæder sig
Allerede inden regeringen fremlagde sin store udflytningsplan, udviste borgmester Jan Petersen (S) i en rundspørge foretaget af Politiken stor interesse for museet, og han var både glad og stolt, da udflytningsplanen blev præsenteret.
- Det giver rigtig god mening at flytte Jagt- og Skovbrugsmuseet hertil. Især når man tager museets mål i betragtning, som omhandler at tilgængeliggøre, formidle og bevare jagtens og skovens danske kulturarv. Som kommune rummer vi præcis de rette forudsætninger for at kunne virkeliggøre museets mål, når vi er så stærkt præget af store herregårde og skove. Man vil samtidig kunne give museet et løft og større synlighed, blandt andet på baggrund af at Djursland har mange interessante oplevelsesmuligheder som eksempelvis Dansk Landbrugsmuseum og Herregårdsmuseet. Begge vil kunne indgå i et spændende samspil med Jagt- og Skovbrugsmuseet, sagde han.
I en kort mail til Sjællandske forklarer Bertel Haarder da også, at 'udflytningen af Jagt- og Skovbrugsmuseet er et forsøg på at skabe et styrket museumsfagligt miljø i Østjylland.'
Den begrundelse giver Morten Slotved ikke meget for. Han ser i stedet frem til at få en ordentlig dialog med kulturministeren og giver ikke op uden kamp.
- Indtil museet er flyttet, og der ikke er mere at stille op, vil jeg blive ved med at kæmpe for, at det skal blive her i kommunen, siger han til dknyt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.