Af Peter Haugaard, Odsherred Kommune
ODSHERRED: Familien og fritidsinteresserne skal nu fylde Finn Madsens liv efter 28 år i politik, heraf 16 år som borgmester. Han har haft ærgrelser, men flest positive erindringer og mener selv, den alsidige boligudstykning har været en af de vigtigste politiske bedrifter.
Der er stadig fuld fart på Finn - tidligt oppe, ud og gå stavgang eller de fleste dage et morgenbad i Asnæs svømmehal, hvis han ikke selv har livreddervagten. Energien, humøret, den kvikke replik, lysten til at være blandt borgerne og lytte til dem og evnen til at ville handle hurtigt og effektivt er i hvert fald ikke præget af snart 30 år i den kommunale verden, som ofte får skyld for at være langsommelig med sagsbehandling.
Finn Madsen er handlingens mand. En pragmatisk politiker, der gerne vil se løsninger. Han har opfattet sig selv som problemknuseren og formidleren mellem den enkelte borger og det kommunale system.
- Jeg har altid haft det sådan, at var der et problem, så kørte vi ud og talte med folk, gjorde notater og gik hjem og forsøgte at løse problemerne, så vi kunne undgå at løbe ind i retssager. Jeg har forsøgt at gøre det samme i Odsherred Kommune. Men jeg er blevet misforstået, og der har været misundelse over min måde at arbejde på. Nu har vi en direktion, der drøfter tingene og træffer de overordnede beslutninger, siger Odsherreds første borgmester Finn Madsen, som allerede godt vidste, at dette ville blive hans første og sidste periode i den nye kommune.
Førstemænd fik skylden
- Jeg sagde til min kone, Inge, da jeg stillede op, at jeg nok ikke vil kunne blive genopstillet, fordi jeg som stort set alle andre borgmestre i sammenlægningskommunerne fik skylden for alt det, der ikke gik godt. Når det er sagt, har jeg selvfølgelig også ærgret mig over, at jeg har begået fejl. Jeg begik den fejl at skrive under på en lejeaftale i Asnæs, selvom det nu viser sig, at vi faktisk godt kan bruge lejemålet.
Der er formentlig ingen, der vil beskylde Finn Madsen for at handle i egen økonomisk interesse, det har mere været hans hurtighed, der nogen gange slår ud i egenrådighed og heraf følgende fodfejl. Som helt tilbage i 1986, da det daværende Tilsynsråd gav ham en næse for at have indkøbt flagstænger til 'Årets Miljøkommune' Dragsholm uden bevilling fra Økonomiudvalget, hvilket i mange år gav ham tilnavnet 'Flag-Finn', inden han i øvrig fik solgt flagstængerne igen fornuftigt.
Pølsemand og julemand
Ideen om at turnere rundt med en pølsevogn i alle selv små flækker ved sidste kommunalvalg var også hans helt egen og den synlighed var uden tvivl med til at trække stemmerne hjem, selvom modstanderne hurtigt fik sat navnet 'Pølsemanden' og 'Julemanden' og 'Pølse-Finn' på ham.
Fine fornemmelser har Finn aldrig lidt af - han har været bankoopråber og jo ganske rigtig julemand i Asnæs Centret, han er stadig i bestyrelsen for Idrættens Venner og har aldrig haft noget imod at yde et stykke praktisk arbejde, uanset hvor beskidt det så måtte være.
Selvom der har været dage og perioder, hvor Finn Madsen har været trængt op i en krog og er blevet udsat for meget direkte og skarpe personangreb i byrådet og også på det personlige plan har haft sit at se til, har han aldrig stukket hovedet i busken, beklaget sig, stukket af eller gemt sig eller været den, der bærer nag.
Beskyldningerne er gået på, at Odsherred Kommune reelt har været uden ledelse, at budgetterne ikke blev overholdt, så kommunen derfor blev sat under administration og videre i den dur.
Lærerige år
En kommunaldirektør blev sat af i den første embedsperiode i Odsherred formentlig på grund af manglende kemi og deraf følgende tillid mellem de to kommunale topfigurer, en anden gik på pension og en ny kom til, hvorefter organisationen, om end i mindre omfang, blev omdannet fra sammenlægnings- til udviklingsorienteret.
Og vel har det politiske klima ikke altid været lige varmt i de første tre år. Dertil var tonen for skinger, blokpolitikken for tydelig og forskellighederne mellem land- og by-politikerne for stor. Forskellen mellem de, der holdt af et rask politisk-sprogligt slagsmål og de, der hyldede konsensus og ikke sagde noget, var også dyb.
Det har alt sammen ikke gået Finn Madsen synderligt på. Han nøjes blot diplomatisk med at konstatere, at 'de sidste tre år har været de mest lærerige'.
De perfekte rammer
- Jeg har haft nogle mål, og jeg har nået nogle mål, når man det ikke på den ene måde, så må man prøve på en anden måde. Odsherred har de perfekte rammer for en god udvikling, vi har fået en rigtig god kommuneplan, der viser vejen for udviklingen for det nye byråd og får flere til at bosætte sig her, så vi får bedre råd til den daglige drift og et godt serviceniveau i fremtiden, siger Finn Madsen, der har været formand for Dragsholm Svømmeklub siden 1978, sidder i bestyrelsen for Idrættens Venner og i Lejerbos repræsentantskab og afdelingsbestyrelse. Men byrådsarbejde er det nu helt slut med.
Den 61-årige tidligere repræsentant glæder sig til et liv uden for politik. Til et liv i familiens skød med Inge, døtrene Tina og Anne og deres ægtefæller og ikke mindst de to øjestene, børnebørnene Ida og Markus i Fårevejle og hans afdøde brors to døtre og deres tre børn i det fynske. Her har Finn ikke bare været onkel, men også haft rollen som reservefar og reserve-bedstefar.
- Nu får jeg også mere tid til at være sammen med familien på Fyn, siger Finn, der selv er mest fynbo, selvom han egentlig er født i Hjørring og flyttede fra Fyn i 1968 efter soldatertiden.
Lejeboliger var vigtige
Hvad har du været mest tilfreds med i din politiske karriere?
- Der har været rigtig mange forskellige opgaver, når man har været med igennem 28 år. Det at vi fik opført både ejerboliger, andelsboliger og lejeboliger især i den gamle Dragsholm kommunes fire sogne mener jeg har været med til at sikre bosætningen. Vi havde Vestsjællands Amts Boligselskab, men vi fik også tiltrukket Lejerbo, som opførte 300 lejeboliger i Hørve, Fårevejle, Grevinge og Asnæs. For 11 år siden solgte vi vores hus og vi flyttede selv ind i en lejebolig i Asnæs, og det er vi ganske godt tilfreds med. Det er vigtigt med et varieret boligudbud.
Dernæst vil jeg fremhæve, hvordan vi i 1993 under byggekrisen satte gang i renoveringsarbejder for cirka 30 millioner kroner på kommunale ejendomme. Lammefjordsskolen i Fårevejle St., som blev til Skolen på Fjorden, blev ombygget for cirka 40 mio. kr. i 1997-1998 ved nedlæggelse af Fårevejle Centralskole.
- Det kostede mig ganske vist borgmesterposten i fire år fra 1998 til 2002, da vi lukkede Fårevejle Centralskole, i dag er der ingen, der er utilfredse. Endelig vil jeg fremhæve, hvordan driftige forretningsfolk og kommunen i samarbejde fik skabt grundlaget for Asnæs Centret, som nu har 15.000 kvadratmeter under tag og står fuldt udbygget, og hvordan vi med kulturhus og biblioteket Aksen fik færdiggjort bycentret Asnæs.
Og dertil findes en stribe andre politiske beslutninger i Finns 'regeringstid' - fra byudviklingen af Asnæs mod Vestervangen og Høve med - igen et varieret udbud af - ejer- og lejeboliger, heriblandt seniorbofællesskaberne Asbo og Dalbo, til hal- og klubhusudvidelser i Herrestrup og Asnæs, etablering af pædagoguddannelsen en periode ved Odsherreds Gymnasium, udlæg til større erhvervsområder i Fårevejle, som har betydet udvikling for det nordvestlige hjørne af Sjælland.
Om han vil savne det politiske liv, kommunen og medarbejderne?
- Tjaah, lyder det stilfærdigt, mens Finn tjekker sin pc for indkomne mails.
I anledning af at borgmester Finn Madsen stopper sit virke i Odsherred Kommune den 31. december 2009 holdes reception i kantinen, Odsherred Rådhus, Nyvej 22, Højby, på tirsdag den 1. december 2009 klokken 13.00-16.00.
Billedtekst:
Finn Madsen med et flot billede malet af hustruen Inge Madsen. Det forestiller en vision om højhuse i Hørve. Maleriet skal hænge i Asnæs Svømmehals klublokale.
Foto: Peter Haugaard, 25.11.2009
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.