dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Klaus Riskær Pedersen har torsdag officielt opgivet at fortsætte indsamlingen af vælgererklæringer til sit parti Borgerlisten. Forleden overskred han fristen for at have eneret til partinavnet.
Martin Sylvest, Ritzau Scanpix

Borgerlister slap for at Riskær tog deres navn

Klaus Riskær Pedersens Borgerlisten har ikke fået vælgererklæringer nok til landsdækkende eneret på navnet.
5. AUG 2021 10.16

Lokale lister kan igen ved KV21 kalde sig Borgerlisten eller lignende, og lokale lister både med det navn og med andre navne kan stille op med listebogstavet E. Navnet Borgerlisten og listebogstavet E var ellers reserveret af Klaus Riskær Pedersen, men han nåede ikke i hus med det nødvendige antal vælgererklæringer inden skæringsdagen.

Den var 1. august, og efter den dag er reservationen af navn og listebogstav bortfaldet. Ved KV17 opstillede 16 lokale lister i lige så mange kommuner under navnet Borgerlisten, og hvis Klaus Riskær Pedersen var lykkedes med sit parti, skulle de have fundet på noget nyt, hvis de ville genopstille til KV21.

To af de syv Borgerlister, der opnåede valg ved KV17, har allerede skiftet navn, og to andre har opløst sig selv. De tre resterende kan fortsætte under deres hidtidige navn uden at bekymre sig om Klaus Riskær Pedersen, som i øvrigt samtidig selv har opgivet at fortsætte indsamlingen af vælgererklæringer, som i skrivende stund er nået til 4.200 af de nødvendige 20.182. Det er dog overskridelsen af fristen 1. august der er afgørende for muligheden for at opstille under navnet Borgerlisten eller med listebogstavet E.

De syv Borgerlister der opnåede valg ved KV17, opstillede i kommunerne Jammerbugt, Brønderslev, Billund, Esbjerg, Tønder, Kerteminde og Faxe, og af dem har Borgerlisten i Esbjerg dobbelt gavn af at kunne fortsætte som hidtil, nemlig foruden med navnet også med listebogstavet E. Også i Brønderslev og i Tønder kan de derværende Borgerlister fortsætte.

Borgerlisterne i Jammerbugt og i Faxe har derimod allerede skiftet navn, begge til Lokallisten, og i Billund og Kerteminde er navnespørgsmålet blevet overhalet af, at de to Borgerlister har nedlagt sig selv. Foruden de nævnte var der ved KV17 også opstillet Borgerlister i kommunerne Vesthimmerland, Norddjurs, Syddjurs, Nyborg, Vordingborg, Stevns, Lejre, Greve og Frederiksberg.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/borgerlister-slap-for-at-riskaer-tog-deres-navn

GDPR