Af Paul Hegedahl
Lars-Henrik Olsen:
'Skatten i jorden';
Forlaget Forum/Rosinante & Co., København 2009.
Indgår i forlagets ZOOM IND FAKTA-serien.
160 s., hft., med litteraturhenvisninger om børns fund af skatte.
Gennemillustreret med tegninger af Lykke Bianca
og en række fotos fra bl.a. Nationalmuseet.
Kr. 199,95 inkl. moms.
ISBN 978-87-638-1020-3.
Denne prisbelønnede børnebog er en særdeles spændende kombination af en god historie om et bankrøveri og en faktadel om børns fund af skatte gennem tiden, bl.a. den altid gode historie om fundene af Guldhornene.
Børn har altid elsket at læse om skattejagter - og selv deltage i dem. I bogen bliver Frederik inspireret af lektier om Guldhornene til at tage ud på en nedlagt gård for at lede efter gamle skatte.
Hovedpersonen Frederik er 11 år, lidt for tyk og lidt kikset og et oplagt mobbeoffer i skolen. Hans fantasi fejler dog ikke noget; han er en flittig læser og ved en masse, som andre børn ikke altid ved noget om.
Han elsker at cykle omkring og da han på sine ture kommer forbi en nedlagt gård, leder han efter skatte der. En dag, han opholder sig på gården, overværer han, at nogle bankrøvere er i færd med at grave deres udbytte ned. Hvad skal han gøre? For det første skal røverne jo helst ikke opdage ham - og for det andet må han jo fortælle om sin opdagelse. Men er der nogen, der vil tro på Frederik? Han kan jo lidt for mange historier. Det hele kompliceres så af, at sporene er væk, da Frederik viser politiet stedet.
Og det er jo så i øvrigt et sympatisk træk ved fortællingen, at det ikke er en tegneseriehelt, der er hovedpersonen, men en ganske almindelig dreng.
Mestertrækket ved bogen er så, at der ved siden af historien er et afsnit om skjulte skatte, som børn har fundet i tidens løb - både de ældste og nogle helt nye. Og så er der også en vejledning til, hvordan man kan søge efter skatte.
Undervisningsministeriet Skrivepris
På årets BogForum 13. - 15. november 2009 fik Lars-Henrik Olsen 'Undervisningsministeriets Skriverpris 2009' for 'Skatten i jorden'. Om tildelingen af Skriverprisen skriver Undervisningsministeriet:
'Udvalget har indstillet Lars-Henrik Olsen til prisen på grund af hans samlede forfatterskab. Udvalget fremhæver forfatterskabet for at have et højt fagligt niveau med stor spændvidde samtidig med, at en del af bøgerne, såvel skøn- som faglitterære, er let tilgængelige for svage læsere. Bogen 'Skatten i Jorden' udmærker sig ved en fin balance mellem det læsetekniske og den gode historie. Bogen er et spændende koncept, der forener fakta med den gode historie, og den lever op til de centrale kriterier for prisen. Den har litterær kvalitet, et let forståeligt sprog, fin og åben typografi og henvender sig til læseren som ligemand.'
Om forfatteren
Lars-Henrik Olsen er cand.scient. i zoologi fra Københavns Universitet 1976 med speciale i nordatlantiske sæler, og samme år debuterede han som forfatter med romanen 'Ulvene', der udkom på Gyldendal.
Han blev ansat som zoolog i udstillingsafdelingen på Zoologisk Museum og var der i tre år. Derefter var han nogle år ansat som redaktør og faglig konsulent for Verdensnaturfonden og grundlagde Pandaklubben, fondens børne- og ungdomsklub. Sideløbende producerede han en lang række radioprogrammer om dyr og natur og var i fem år medarbejder i DR's naturvidenskabelige spørgeprogram Lexicon. Endelig arbejdede han i 19 år som free-lancer med naturfilm for DR TV, før han i 1999 helt helligede sig skriveriet og sin omfattende foredragsvirksomhed.
Lars-Henrik Olsen har sat sig for at formidle Danmarks Historie og samtlige danske sagn og myter til den tidligste middelalder.
Lars-Henrik Olsen har modtaget en lang række priser for sit forfatterskab:
Nemos Forfatterpris 1979.
Preis der Leserratten 1981 for romanen Bæverne (Tysk pris for bedste oversatte ungdomsroman det år).
Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomsbøger 1980 for romanen 'Ræven i skoven'.
Dansk Forfatterforenings Populærvidenskabelige Pris 1983.
Den Danske Boghandlermedhjælperforenings Børnebogspris 1986 for romanen 'Erik Menneskesøn'.
Danmarks Skolebibliotekarsforenings Børnebogspris 1989 for romanen 'Dværgen fra Normandiet'.
Børnebogskaravanens Kamelpris 1996.
Nordisk Skolebibliotekarsforenings Børnebogspris 1997.
Spændende og let læst
Dette er en bog, hvor læsere på alle niveauer kan være med, og den kan give anledning til gode samtaler.
Fagfolkene fra Folkeskolen.dk siger i deres meget positive anmeldelse bl.a: 'Bogen er meget let læst med sin store skrifttype. Historien er enkel og ligetil. Børn er af natur nysgerrige, og det spilles der på. Det lønner sig at have øjnene med sig. Faktadelen er stor og spændende. Her får læseren virkelig et indblik i begrebet danefæ. Bogen kan klart anbefales til specielt drenge, der ikke altid er motiverede for skønlitteratur. Kombinationen af fakta og fortælling fastholder dem og giver dem mulighed for at vedligeholde og udvikle deres læsefærdigheder.'
Måske kommunerne sammen med de lokale museer og skoler skulle lave en lille vejledning til børnene om, hvordan man går på skattejagt - og hvor spændende det kan være. Det kan måske få nogle af dem til at rive sig løs fra PC-spillene en gang imellem.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.