SYDDANMARK: Hollandske Bios, som overtager ambulancedriften i det meste af Syddanmark om 36 dage, skal trykke speederen i bund, hvis selskabet skal nå at ansætte det antal reddere, der ifølge Region Syddanmark skal til for at levere et 'tilfredsstillende niveau', skriver Fyens Stiftstidende.
Hidtil har Region Syddanmark, der er ansvarlig for ambulancedriften, afvist at sætte tal på, hvor mange reddere Bios behøver for at løse opgaven på Fyn og i Syd- og Sønderjylland. Men i en kendelse fra Klagenævnet for Udbud fra februar vurderer regionen, at den operatør, som overtager ambulancerne i de tre områder, skal have 558,2 fuldtidsansatte reddere for at kunne levere et 'tilfredsstillende niveau'.
Det tal er 238 flere end det antal reddere, som Bios aktuelt har på lønningslisten.
I fredags fremlagde Bios for regionen vagtplaner for september, som baserer sig på det nuværende antal reddere samt deltidsansatte og timelønnede. Regionen har set vagtplanerne, som ifølge både Bios og regionen overholder overenskomst og arbejdsmiljølovgivning.
Trods den sparsomme bemanding er formanden for regionens præhospitale udvalg, Thyge Nielsen (V), tryg ved situationen:
- Vores tal er jo udtryk for en idealbemanding. Bios erkender selv, at det her er den absolutte minimumsbemanding i en opstartsfase. Og jeg forventer, at Bios meget hurtigt får flere folk, siger han.
Morten Hansen, adm. direktør i Bios, fortæller, at vagtplanen hænger sammen, fordi flere ansatte har sagt ja til at tage ekstra vagter på frivillig basis.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.