
SYDDANMARK: Knap syv mio. kr. har Region Syddanmark foreløbig brugt på indkøb af juridisk bistand fra Kammeradvokaten i forbindelse med den syddanske ambulancesag, viser en opgørelse, som Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i. Ifølge fakturaer fra Kammeradvokaten, Advokatfirmaet Poul Schmith, gælder udgiften især rådgivning om, hvordan regionen skal forholde sig juridisk til den kriseramte ambulanceoperatør Bios.
Bios, som har ansvaret for ambulancekørslen i det meste af Syddanmark, har ugentligt problemer med at levere de ambulancer, som firmaet har forpligtet sig til. Samtidig er Bios i økonomiske vanskeligheder, viser et fortroligt notat fra netop Kammeradvokaten til regionen.
Af notatet fremgår ifølge avisen, at Bios selv vurderer sin økonomiske situation som 'meget/yderst kritisk'. En vurdering, der bliver bakket op af en 'pengestrømsanalyse, som regionen har haft adgang til at gennemgå', skriver Kammeradvokaten i notatet.
Bios’ finansielle krise har foreløbig betydet, at firmaet har afvist at betale bod for manglende kontraktopfyldelse på 13-15 mio. kr. Derudover mener Bios, at Region Syddanmark bør betale en andel af de 25 mio. kr., som Bios har haft af ekstraudgifter til rekruttering af blandt andet tyske reddere.
Adm. direktør Morten Hansen, Bios, erkender, at selskabet er økonomisk presset, men afviser, at Bios står på randen af konkurs. Ifølge regionsrådsformand Stephanie Lose (V) har Region Syddanmark ikke tilstrækkelig indsigt i Bios’ økonomi til at kunne vurdere, hvor alvorlig situationen er.
- Det er ikke mit bord at vide, om Bios overlever eller ej, siger hun.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.