Ud af de 98 borgmestre bliver der med Dragør-borgmester Eik Dahl Bidstrups (V) melding om at stoppe til juni - indtil videre - ni skift i utide på de højeste kommunalpolitiske poster.
Otte frivillige og en enkelt ufrivillig: Frank Jensen (S) i København, der modstræbende gik af efter krænkelsessager og måtte se sig skiftet ud med Lars Weiss (S).
Jørgen Gaarde (S) i Skanderborg blev på grund af arbejdspres skiftet ud med Frands Fischer (S). Erik Nielsen (S) i Rødovre arrangerede et planlagt skifte efter en lang borgmesterkarriere og gav plads til Britt Jensen (S). Joy Mogensens (S) ministerudnævnelse betød borgmestertitel til Tomas Breddam i Roskilde.
Jacob Bjerregaard (S) i Fredericia foretrak et job i det private, og nu er Steen Wrist blevet ny borgmester, mens der stadig undersøges på kritisable forhold i Bjerregaards borgmestertid. Også et nyt job blev anledningen for Winni Grosbøll (S) til at trække sig, så nu har Thomas Thors (S) posten på Bornholm.
Herning-borgmester Lars Krarup (V) arrangerede et planlagt borgmesterskifte til august, hvor han får Dorte West (V) som afløser. Og på Frederiksberg blev Simon Aggesen (K) ny i borgmesterstolen efter Jørgen Glenthøj (K) tidligt i perioden valgte at trække sig tilbage.
Den længst siddende borgmester Hans Toft (K) har også arrangeret en udskiftning og bliver i Gentofte erstattet af Michael Fenger (K) til maj.
Udover de nævnte ti skift har yderligere ti borgmestre allerede meldt ud, at de ikke ønsker at fortsætte i næste periode og ikke stiller op igen: Tre fra S, seks fra V og den ene fra ALT.
Rettet kl. 15.33: I første version havde vi ikke fået Hans Toft med. Det er han nu.