

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), går ikke stille ud ad døren, når han stopper på posten til årsskiftet. Tværtimod genopliver han på falderebet den idé om fusion med KL, som de to organisationer ellers lagde død for snart tre år siden. Ifølge regionernes førstemand gennem hele deres eksistens er en sammenlægning mellem kommuner og regioner fortsat nødvendig, hvis borgerne skal have den bedste behandling i sundhedsvæsenet, siger han i et afskedsinterview med Ritzau.
Tanken modtages dog køligt af KL's formand, Kalundborg-borgmester Martin Damm (V):
- Den diskussion har vi haft i KL. Vi stemte om den på vores delegeretmøde i 2015, og det blev et klart nej, lyder det kortfattet i en kommentar.
Dermed er positionerne fra 2015 byttet om. Dengang var det KL, der lod en mulighed stå åben for at tage fusionstanken op igen, mens Danske Regioner afviste at lade forslaget komme på bordet på ny. Men:
- Nu flytter jeg mig så. Måske skal der flyttes flere, så der med helt nye spillere på posterne forhåbentligt fokuseres på, hvad der gavner samfundet mest og ikke bare systemerne, siger Bent Hansen til Ritzau med åbenlys henvisning til den eventualitet, at KV17-resultatet også kan føre til et formandsskifte i KL.
Ressourcekrævende
Han kalder det enerverende og tidskrævende, at det hele tiden 'hænger i væggene' hos KL, hvordan de kan stjæle opgaver fra regionerne.
- Det er ressourcekrævende og ikke fremmende for kvaliteten i sundhedsvæsenet. Det er rigtig ærgerligt, at kommuner og regioner bliver ved med at slås om dine og mine opgaver i stedet for vores. Jeg håber og tror også stadig på, at det om nogle år lykkes af få den fusion igennem, siger Bent Hansen nu.
- Vi har brug for store enheder til at løse opgaverne på sundhedsområdet ordentligt. Vi får aldrig kommuner store nok til at gøre det selv. Nu har vi i stedet åbnet banen for Folketingets indblanding, fordi vi ikke har så stærkt et samarbejde lokalt, som vi burde have, siger han.
Også professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, taler for en sammenlægning
- De problemer vi har i det danske sundhedsvæsen, handler meget om den sammenhængende patientrejse, som ofte foregår mellem region og kommune. Der diskuteres for meget, hvad der er dit, og hvad der er mit, siger Kjellberg til Ritzau.
- For mig fungerer det danske sundhedsvæsen rigtig godt, men det er svært for de to organisationer at give ved dørene. Der er en tydelig tendens til, at kommer den ene med et udspil på et område, så kommer den anden med et udspil på samme område. I stedet for burde man slå kræfterne sammen, så forløbene for patienterne ville blive bedre, siger han.
Ritzau / mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.