
AALBORG: Med en afværgedagsorden lykkedes det modstanderne af en fusion mellem KL og Danske Regioner at afvise bestyrelsens forslag om at sætte en undersøgelse af fusionen i gang nu.
Afværgedagsordenen var stillet af ti borgmestre samt partierne De Konservative og SF og fik et snævert flertal med 255 stemmer for og 248 imod. De ti borgmestre repræsenterer kommunerne Albertslund, Egedal, Fredericia, Frederikshavn, Greve, Herlev, Hvidovre, Ringsted, Roskilde og Tårnby.
Dermed bortfaldt bestyrelsens forslag, og processen er formelt udskudt til efter et folketingsvalg, så det kommende Folketings stillingtagen til regionernes fremtid er kendt. Reelt er fusionen sandsynligvis lagt i graven.
Hårdt personligt angreb på KL-formand
Debatten op til afstemningen var et forvarsel om den splittelse, som afstemningsresulatet illustrerer. Som KL-formand Martin Damm (V) sagde, efter at stemmetallene var kendt:
- Halvdelen var klar, halvdelen var ikke klar. Jeg tager afgørelsen som udtryk for jeres kærlighed til det KL, vi har i dag.
Det var nu ikke udelukkende kærlighed, der blev udtrykt i optakten til afstemningen. Gentoftes borgmester Hans Toft (K) rettede et hårdt personligt angreb mod KL-formand Martin Damm:
- Kære formand, du er ved at bringe KL i en position, vi ikke har set de seneste 20 år. Du er på vej til at splitte KL. Det er dybt beklageligt, hvad der er sket og er ved at ske, sagde Hans Toft.
Bent Hansen som trojansk hest
Rådmand Marc Perera Christensen (K), Aarhus, havde også en personlig bemærkning til eller måske snarere om Danske Regioners formand:
- At åbne døren for Bent Hansen svarer til at være den portåbner i Troja, der lukkede op og så en stor hest stå foran porten, sagde han.
Det kom da heller ikke til at ske. I modsætning til KL-bestyrelsens oplæg bliver det nu, som modstanderne/skeptikerne ville have det:
- Vi har brug for et KL, der taler med én stemme, kommunernes stemme. At varetage interesser styrkes ved, at der er én klar interesse at varetage, som det blev udtrykt af en af de drivende kræfter bag afværgedagsordenen, borgmester Thomas Gyldal Petersen (S), Herlev.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.