dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Kritik og vagtsom debat om fusionstanker på KL-topmøde

TOPMØDE De to organisationsformænd var enige om stort set alt. Men modstand og skepsis er der alligevel. Og foreløbig er det jo 'kun en undersøgelse'
12. MAR 2015 15.01

AALBORG: Programpunktet hed ‘debat', men der var ikke nogen målelig forskel i synspunkterne, da KL-formand Martin Damm (V) og formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), i Aalborg Kultur- og Kongrescenters store sal, tog hul på det hedeste emne på dette års Kommunalpolitiske Topmøde, fusionen mellem de to organisationer. Eller: en undersøgelse af mulighederne så næste års tilsvarende møde har noget at tage stilling til, som det flere gange blev understreget.

Enigheden er dog langt fra så total, som den officielle debat kunne antyde. En modstander- eller skeptikergruppe bestående af 15-18 borgmestre advarer mod fusionen. Seks punkter mener de taler imod: Tidspunktet er forkert, man risikerer at igangsætte en strukturreform ad bagvejen, de store kommer i overtal, de små bliver klemt, regeringen vil tørre regningen af på kommunerne og den nye organisation vil blive handlingslammet på grund af indre interessemodsætninger.

Sådan lyder det opråb, topmødedeltagerne kunne finde uden for salen i foyeren, underskrevet af 15 borgmestre fra Albertslund, Fredericia, Frederikshavn, Gentofte, Greve, Helsingør, Herlev, Høje-Taastrup, Hørsholm, Lejre, Ringsted, Roskilde, Sorø, Tårnby og Viborg. Foruden disse erklærede også borgmestrene fra Hvidovre og Køge samt sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF), København, sig i en kronik i Politiken i dag som modstandere.

Stor enighed mellem formændene
Inde i salen lød der helt andre toner.

- Lysten til centralisering stiger og stiger. Folketingspolitikernes lyst til detailstyring stiger. Men vi har fået evalueret strukturreformen, opgavefordelingen er lagt fast, og sammenhængen mellem kommuner og regioner bliver tydeligere og tydeligere. Det samme gør de hindringer, der ligger i overgangene mellem enhederne, argumenterede regionernes formand Bent Hansen.

- Som det er i dag, sidder vi i KL og tænker, hvordan kan vi løse et givet emne bedst som kommuner, og ovre hos Bent sidder de og tænker, hvordan de kan løse det bedst som regioner. Med en fusion flytter vi nogle af de svære diskussioner indenhus i stedet for at overlade til finansministeren at prioritere. Vi er løsningsorienterede, og vi kan komme frem til bedre løsninger hvis vi er sammen, end hvis vi er hver for sig, udbyggede KL's Martin Damm.

Først da det kom til spørgsmål fra salen, kom andre synspunkter på banen:

'Opklaring i en ikke-proces'
Borgmester Thomas Gyldal Petersen (S), Herlev, takkede sarkastisk for, at noget af det fremførte havde været ‘opklarende' i en ikke-proces, som han sagde. Og en del af spørgsmålene kom der da også svar på:

Fusionsfortalerne tror ikke på, at en fusion vil gøre hverken fra eller til for en eventuel strukturreform, og de mener, at en fælles organisation vil være en fordel og ikke en ulempe for de små kommuner. På samme måde med de indre interessemodsætninger:

- Det er en fordel at sidde om samme bord. Med én organisation kan vi ikke spilles ud mod hinanden, sagde Bent Hansen.

- Tilsammen udgør vi 70 pct. af den offentlige sektor, sammen bliver vi en stærkere organisation. Går borgerne op i sektorer? Nej, de går op i løsninger, sagde Martin Damm.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kritik-og-vagtsom-debat-om-fusionstanker-paa-kl-topmoede

GDPR