ISHØJ: Borgmester i Ishøj Ole Bjørstorp (S) parkerer jævnligt en tjenestebil på villavejen ved sit hjem eller i sin egen indkørsel. Det gør han, selv om bilen ifølge reglerne skal holde på arbejdspladsen.
Det rapporterer Ekstra Bladet, der blandt andet dokumenterer regelbruddet med billeder af bilen parkeret de pågældende steder.
Desuden har Ole Bjørstorp i en række tilfælde benyttet bilen til at køre til og fra rådhuset imod reglerne, rapporterer avisen.
Reglerne fra Indenrigsministeriet siger, at en borgmester kun må køre mellem hjem og arbejde i en tjenestebil, hvis en chauffør kører bilen, hvilket ikke har været tilfældet.
Potentiel skattesag
Ole Bjørstorp, der er 73 år, har meddelt, at han genopstiller til kommunalvalget næste år.
Ekstra Bladets afsløring af brugen af tjenestebil til private formål betyder, at borgmesteren formentlig står over for en skattesag, siger en statsautoriseret revisor til avisen.
Ole Bjørstorp fastholder over for Ekstra Bladet, at han har overholdt reglerne for brugen af tjenestebil. Han forklarer, at han af skattevæsnet har fået at vide, at bilen nogle gange gerne må stå derhjemme.
- Det kan man godt gøre nogle gange. Det har jeg fået at vide at skattevæsnet. Hvis man næste morgen skal til et møde ude i byen, siger han til avisen.
Ole Bjørstorp erkender imidlertid, at han kørte til et bryllup i tjenestebilen.
- Jeg skulle have et bryllup plus et andet arrangement bagefter. Selvfølgelig kunne jeg have brugt den anden (bil, red.). Det er klart. Det regner jeg med, at man finder en løsning på, siger han.
Borgmesteren holder fast i, at han har handlet 'fuldstændig i overensstemmelse med loven'.
Kommunaldirektør: Regler skal overholdes
Ishøj Kommune beklager sagen og fastslår i en pressemeddelelse, at brugen af tjenestebiler på den omtalte måde vil ophøre, indtil der foreligger en afgørelse fra Ankestyrelsen.
- Reglerne skal naturligvis overholdes. En af udfordringerne ved denne sag er dog, at de nuværende regler virker til at være åbne for fortolkninger - eksempelvis om bilen må holde parkeret ved en privatbolig, hvis man skal til et arbejdsmøde tidligt næste morgen, siger Kåre Svarre Jakobsen, kommunaldirektør i Ishøj.
Som en konsekvens har Ishøj Kommune sendt sagen til Ankestyrelsen for at få utvetydig klarhed om reglerne.
Tidligere har Ekstra Bladet også haft Rødovre-borgmester Erik Nielsen (S) under lup.
Ekstra Bladet har beskrevet, at selvom Erik Nielsen har under en kilometer til arbejde, har han alligevel anskaffet sig en borgmesterbil i form af en eldrevet Mercedes, som han benytter til og fra job.
Det strider mod reglerne, fastslog Social- og Indenrigsministeriet, fordi bilen er en tjenestebil. Erik Nielsen stopper som borgmester 31. marts.
Opdateret 11.34 fredag
Ritzau / MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.