Landmænd - ikke mindst svineavlere - ansøger i stor stil om ny- og ombyggeri.
Kommunerne segner under sagsbunkerne og holdes i stram snor af Miljøstyrelsens gabestok for at få sagerne hurtigt frem.
Mange kommunale afgørelser påklages til Miljøklagenævnet, som siden den nye husdyrlov trådte i kraft i januar 2007 har haft årelange sagsbehandlingstider.
Midt i januar fik den lange sagsgang V-gruppeformand Hans Christian Schmidt til at skrue bissen på over for nævnet. Han - der også er forhenværende miljøminister - fandt, at det var altafgørende, at der kom 25 principafgørelser inden marts.
Det kom der nu ikke - men ministeriet har nu udsendt en pressemeddelelse med overskriften '
Miljøklagenævnet høvler af sagspuklen' og bl.a. følgende tekst:
'Miljøklagenævnet forventer at have afgjort i alt 20 principielle klagesager over ombygninger af husdyrbrug i løbet af marts. Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) glæder sig over, at millionbevillingen har sat skub i afgørelserne.
Regeringen og DF tilførte med finanslovaftalen 18,4 mio. kroner til det uafhængige Miljøklagenævn. Formålet med millionbevillingen var at øge antallet af afsluttede sager og sikre en tilfredsstillende sagsbehandlingstid for fremtiden.
Miljøklagenævnet oplyser nu, det er forventningen, at der vil være offentliggjort i alt 20 principielle afgørelser efter husdyrbrugloven i løbet af marts.
- Det er godt, at vi nu ser en effekt af ekstrabevillingen. Jeg er glad for, at der endelig er sat gang i afgørelsen af klagesager efter det nye retsgrundlag, som blev indført med husdyrbrugloven, og jeg er tilfreds med, at vi nu kan se frem til at have i alt 20 principielle afgørelser i løbet af marts, siger miljøminister Troels Lund Poulsen.
Miljøklagenævnet har fredag den 27. februar truffet tre afgørelser efter husdyrbrugloven. Afgørelserne omhandler principielle fortolkningsspørgsmål om varetagelsen af landskabelige hensyn, forpligtelserne til at foretage habitatvurderinger og sikre grundvandsbeskyttelse. Desuden er der truffet en afgørelse om fortolkning af husdyrbruglovens bestemmelser om klageberettigelse.
- Den politiske aftale, der er indgået om afviklingen af klagesagerne på husdyrbrugområdet, begynder nu at blive udmøntet i overensstemmelse med intentionerne bag forliget. Sagsbehandlingstiden i Miljøklagenævnet er et emne, der ligger mig meget på sinde og fortsat vil have min bevågenhed, siger Troels Lund Poulsen.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.