
Lige fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti blev der stillet krav om at kommunerne ændrer organiseringen af hjemmehjælpen. Topstyring og kontrol af hjemmehjælpernes arbejde skal erstattes af selvforvaltning og teams. Og de famøse stregkoder skal væk.
Efter at alle politikerne havde bebudet flere penge og bedre arbejdsforhold for hjemmehjælperne, opfordrede statsministeren til et bredt forlig:
- Jeg synes opgaven er så stor og vigtig, at vi må løse den i fællesskab. 5-6 kommuner bruger stregkoder. Det kan altså lade sig gøre at lave hjemmehjælp uden, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som også annoncerede nye forhandlinger med kommunerne. Han vil have undersøgt, hvad der er blevet af de ekstra midler, som regeringen har givet kommunerne til forbedring af ældreplejen.
Mogens Lykketoft (S) slog fast, at der skal laves helt om på den måde, hjemmehjælpen organiseres.
Dropper stregkoder i hjemmeplejen
- Vi har råd til at lægge minuttyranniet bag os. Vi har allerede givet kommunerne flere penge, men nogle af dem har ikke løst opgaven, sagde Bendt Bendtsen (K).
Slagelse smider scannere ud
Samtidig har protester blandt hjemmehjælperne i både Aabenraa og Slagelse betydet, at kommunerne dropper brugen af de omstridte stregkoder i hjemmeplejen. Borgmester i Slagelse Kommune, Lis Tribler (S), indstiller nu til byrådet, at stregkodemetoden helt opgives. Det sker for at skabe ro om sagen af hensyn til de ældre.
Kommunen har brugt stregkodelæsningen til at udregne timeprisen for hjemmehjælp i forbindelse med frit-valg-loven. Tidsregistreringen skal fortsætte, men nu regner borgmesteren med at det foreløbig skal foregå med papir og pen.
Glade for stregkoder
Aabenraa Kommune, som opgav at indføre stregkoder, da sagen kom op i valgkampen og hjemmehjælperne nedlagde arbejdet, har modtaget brev fra en hjemmehjælpsgruppe i Odense, som roser stregkode-systemet.
Både hjemmehjælperne og de ældre har glæde af systemet. De betragter det som et dokumentationssystem og ikke et kontrolsystem, står der i brevet.
- Det var også hensigten i Aabenraa Kommune, men desværre er der gået Christiansborg-politik i sagen, så kommunerne tilsyneladende ikke længere selv må afgøre, hvordan vi organiserer vores ældreområde, siger Aabenraas borgmester Poul Thomsen til Radio Syd.
lg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.