ALBERTSLUND: Der har i kølvandet på weekendens voldsomme nedbør været fokus på en del kommuners manglende vedligeholdelse af kloakker, og samtidig har Danmarks Naturfredningsforening været ude med forslag til, hvordan natur-løsninger kan bidrage til, at kloakkerne ikke oversvømmes i fremtiden.
Men Albertslund Kommune er med sin korte historie og gennemtænkte byplanlægnin godt rustet til de varslede tiltagende nedbørsmængder; opbygningen af en by med indbyggede rekreative regnvandsøer og kanalsystem og de store regnvandssøer i Vallensbæk Mose som omdrejningspunkter medvirker til, at kloakkerne kan følge med og ikke oversvømmes.
På forkant
Desuden har kommunen på Vestegnen været på forkant med udviklingen og allerede gennemført en række tiltag med lokal håndtering af regnvandet, løbende påbegyndt udbygningen af kapaciteten i det overordnede regnvandsystem.
I Albertslund Kommune er der således kun rapporteret om få problemer i forbindelse med de seneste dages ekstreme regn over hovedstadsområdet, hvor der i følge DMI faldt 46,6 mm regn fra lørdag kl. 14.00 til kl. 22.00, hvilket svarer til den regn, der normalt falder i en 14 dages periode i august. Formand for miljøudvalget i Albertslund Kommune Leif Pedersen (SF) oplyser, at forvaltningen kun har kendskab til to steder i byen med vand i kældre og i begge tilfælde er skaderne opstået som følge af svigt i de tekniske installationer.
Generelt er Albertslund Kommunes afløbssystem grundet rettidig omhu i rigtig god stand. Kommunen har et særligt net for spildevand og et andet separat net for regnvand, hvorved kommunen kan opsamle og tilbageholde de store regnvandsmængder i bassiner som f.eks. rådhussøen og kanalen i syd. Disse systemer er i løbet af de senere år blevet efterset og renoveret efter en målrettet plan, der bl.a. også indeholder kommunens overtagelse af de private stikledninger, alt sammen for at sikre et tidssvarende afløbssystem.
Flere vådområder
Da der imidlertid stadig kommer flere og flere bygninger og ikke mindst øgede befæstede arealer i kommunen, og Albertslund samtidig er højt beliggende i forhold til Vallensbæk og Ishøj og dermed sender store mængder af regnvand igennem til Køge Bugt, er der af hensyn til hele oplandet brug for, at Albertslund kommune yderligere kan tilbageholde og forsinke regnvandet.
Det kan bl.a. ske ved, at der etableres endnu flere lokale grønne og blå løsninger med flere vådområder, regnvandsbassiner og f.eks. en mere målrettet udbredelse af grønne tage. Samtidig vil det være naturligt også at se på mulighederne for, at den enkelte grundejer i større omfang fastholder regnvandet på egen grund.
Det kan f.eks. ske via en faskine. En mulighed som miljøministeren også for nylig har peget på, og som Leif Pedersen også ser muligheder i:
- Det er helt klart en mulighed, vi også skal se på her i Albertslund. At bevare regnvandet lokalt giver rigtig god mening. På den måde kan vi tilføre grundvandet et nødvendigt tilskud, og øgede grønne og våde områder vil være til stor gavn for kommunens samlede biosystem.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.