Sådan lyder vurderingen fra TEKNIQ Installatørernes Organisation og hos Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) af den nye aftale om energibesparelser, der er indgået mellem Klima- og Energiministeriet og Energiselskaberne, oplyser TEKNIQ og FRI.
Energiselskaberne varetager opgaven med at få danskerne til at spare 5,4 petajoule på energien i de kommende år - en energibesparelse, der svarer til energiforbruget i ca. 100.000 danske parcelhuse. Til gengæld må selskaberne opkræve en afgift hos kunderne svarende til ca. 750 mio. kr.
Men med den nye aftale skal energiselskaberne involvere andre aktører i besparelserne, eksempelvis rådgivende ingeniører eller installatører.
- Siden Folketingets partier i 2008 indgik en aftale om fremtidens energipolitik, har både TEKNIQ og FRI arbejdet for, at energispareindsatsen i Danmark blev åbnet, så andre aktører fik samme mulighed for at tilbyde energibesparelser. Vores udgangspunkt har hele tiden været, at jo flere aktører, som var involveret i energispareindsatsen, jo bedre ville konkurrencen blive på markedet, og jo mere energibesparelse ville man få for hver investeret krone. Derfor er vi tilfredse med, at aftalen nu pålægger net- og distributionsselskaberne at inddrage andre aktører - herunder rådgivere og installatører i arbejdet, siger Henrik Garver, direktør hos FRI.
Og både rådgivende ingeniører og installatører er klar til at hjælpe energiselskaberne med at udføre besparelser, eller selv stå for at gennemføre energibesparelser på vegne af selskaberne.
- I installationsbranchen bidrog vi sidste år med energibesparelser svarende til 1,7 petajoule alene ved at udskifte varmeforsyningen i danske huse med nye gas- eller oliefyr, nye varmepumper eller nye solvarmeanlæg. Dertil kommer de energibesparelser, som vi gennemførte for private virksomheder og kommunerne. Energiselskaberne har derfor brug for et samarbejde med installatørerne, hvis de skal nå deres mål. Og vi deltager meget gerne, siger administrerende direktør i TEKNIQ, Niels Jørgen Hansen.
TEKNIQ er en arbejdsgiver- og brancheorganisation med tekniske installationsvirksomheder som medlemmer.
Det kræver imidlertid, at der bliver udarbejdet en række standardaftaler mellem f.eks. installatører/rådgivende ingeniører på den ene side og selskaberne på den anden - et arbejde TEKNIQ, FRI og Dansk Energi vil løfte i fællesskab.
Fakta om aftale mellem klima- og energiministeren og energiselskaberne:
- Det samlede mål for net- og distributionsselskabernes indsats udgør i henhold til den politiske aftale af 21. februar 2008 5,4 PJ/år fra og med 2010.
- Aftalen erstatter aftalen af 22. august 2006, hvor energiselskaberne blev forpligtet til at realisere dokumenterbare energibesparelser på 2,95 PJ/år. Der er således tale om, at forpligtelsen øges med mere end 80 %.
- Energiselskabernes aktiviteter består ofte af rådgivning om eller økonomisk støtte til energibesparelser. Fra 2006 er rammerne ændret, således at selskaberne har stor metodefrihed.
- Net- og distributionsselskaberne får forhøjet deres indtægtsrammer i 2010 og 2011 med et beløb svarende til 50 øre/kWh besparelsesforpligtelse, hvilket ved en samlet forpligtelse på 5,4 PJ svarer til ca. 750 mio. kr.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.