
AARHUS: Aarhus Byråd har tidligere godkendt opkøbet af 27 hektar mellem Beder og Malling, der skal anvendes til en ny skov, men i dag blev handlerne formelt afsluttet med en kendelse fra Jordfordelingskommissionen for Region Midtjylland Øst. Der var ingen indsigelser, oplyser kommunen.
Skoven skal dels skabe nye friluftsmuligheder for indbyggerne, dels beskytte vigtige drikkevandsressourcer. I de tre byer Beder, Malling og Mårslet bor der i dag 15.000 indbyggere, men i løbet af de kommende 20 år ventes befolkningstallet fordoblet til 30.000. Det svarer til en by som Slagelse eller Hillerød.
- Det stiller nye krav til såvel friluftsmuligheder som rent drikkevand. Skovrejsning kan sikre begge dele. Den nye skov mellem Beder og Malling vil beskytte vigtige grundvandsmagasiner, der findes i området, og da skove samtidig er aarhusianernes foretrukne friluftsområder, så får vi dobbelt op for pengene, siger rådmand Laura Hay (V).
For kommnede generationer
Regnvand er som regel 35 - 50 år om at trænge ned til grundvandet.
- Det er derfor vigtigt, at vi handler nu. Vi har et ansvar for at sikre tilstrækkeligt med rent drikkevand til kommende generationer, siger rådmanden.
Det er forhåbningen, at skoven i de kommende år gradvist kan udvides til en endnu større skov, i takt med at nye arealer inden for skovrejsningsområdet kommer til salg.
Det er planen, at de første træer plantes i efteråret 2012.
jos
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.