Bare for en ordens skyld: Hvis nogen blandt læserne har hørt om robotjournalistik, hvor software i en automatiseret proces kobler systematiserede facts med et udvalg af standardsætninger og spytter noget ud, der godt kunne ligne en ikke alt for inspireret artikel, så er den her klumme ikke en af slagsen. Det kan man vide, fordi den ikke bygger på systematiserede facts, og, efter bedste evne, heller ikke på et udvalg af standardsætninger.

Men ellers kan det godt somme tider være svært at afkode, hvad man egentlig bliver præsenteret for.

Bare her indenfor den seneste tid er det eksempelvis blevet problematiseret, at den FN-erklæring, som i mandags blev ikke underskrevet, men tiltrådt i Marrakesh, overhovedet blev til et politisk stridsemne i Danmark, og at det først skete her i efteråret, selv om ordlyden har været kendt siden juli. Og så mandag, af alle dage netop den dag da statsminister Lars Løkke Rasmussen var i Marokko for at deltage i erklærings-ceremonien, skete der et læk af oplysninger fra Udenrigsministeriet, om at en del af debatten havde været drevet af softwarerobotter med den bevidste hensigt at sprede tvivl og usikkerhed om konsekvenserne af dansk tilslutning til erklæringen.

En problematisering af problematiseringen, kunne man kalde det, og til overflod kan man med lige så megen rette problematisere i tredje potens. Meta med meta på.

Hvem havde gavn af, at FN-erklæringen blev et politisk stridsemne i Danmark? Hvem havde gavn af, at det først skete nu og ikke fra starten i sommer? Var det et tilfælde, at det skete samtidig med kulminationen af Brexit-usikkerheden i Storbritannien og optøjerne i Frankrig? Og var det et tilfælde, at fokus blev om ikke flyttet væk fra Marrakesh, så dog i det mindste spredt lidt, fordi robotantydningerne kom ind i billedet lige nøjagtig den dag?

Og man kunne blive ved.

Bundlinjen er, at der er fri gætning. Alt lige fra et veludtænkt attack fra Nye Borgerlige på Dansk Folkeparti for at have forsømt at bringe FN-erklæringen ind i finanslovsforhandlingerne, til endnu en af den velkendte sovjetiske, undskyld russiske, trollehærs fortløbende bestræbelser på at destabilisere Vestens politiske institutioners troværdighed.

En åbning for konspirationsteorier af enhver art, og hvis man vil se, hvor hurtigt altomfattende mistænksomhed kan bringe et samfund fra at være almindeligt velfungerende til at blive ledet med en vis uberegnelighed, så ved alle, hvor blikket skal rettes hen. Retssikkerhedens urokkelighed og andre forudsætninger for demokratiets holdbarhed er ikke nogen given ting hverken på den ene eller anden side af Atlanten.

Men hvad kan man overhovedet stille op?

Ja, almindelig sund fornuft har jo da aldrig bragt nogen alvorligt på afveje. Også før Facebook-robotternes tid blev vi løbende udsat for mere eller mindre vellykkede påvirkningsforsøg, så den største forskel er i virkeligheden intensiteten og hastigheden. Falske læserbreve level 2, kunne man kalde det. Men modtrækket er det samme, omend endnu vigtigere netop på grund af intensiteten og hastigheden hvormed tingene udvikler sig.

Netop dét gør det til en god vane altid at huske at tage luft ind, før man hopper med på noget, hvad enten det er tillokkende eller frastødende. En almindelig sandsynlighedsovervejelse, hvis noget lyder tilpas overraskende, er altid velanbragt.

Debatrobotterne har et forspring i effektivitet, men de er i bund og grund bare en distributionsform for synspunkter, man kan være enig eller uenig i. Eller afsløre som falske. Ytringsfrihedens kanalisering via robotter er et vilkår, vi må leve med, hvis vi da ellers vil stå fast på retssikkerhedens urokkelighed og andre forudsætninger for demokratiets holdbarhed.