
KOLDING: Øget parkeringskontrol med lastbiler i erhvervsområder, skærpet tilsyn med transportvirksomheder og et såkaldt chaufførhotel. Det har Kolding Kommune besluttet at indføre for at komme problemet med udenlandske lastbilchaufførers ulovlige parkering og overnatning i lastbilerne til livs.
Det fremgår af et referat fra et fællesmøde i teknik- og klimaudvalget og plan-, bolig- og miljøudvalget torsdag. Økonomiudvalget har tidligere oplyst, at der er omkring 3.000 arbejdspladser i transportfaget i kommunen, der førhen har haft problemer med de udenlandske chaufførers ulovlige parkeringer.
I en årrække har kommunen således forsøgt at stoppe overnatningerne på rastepladser i erhvervs- og industriområder, hvor parkeringstiden er maks seks timer - indtil videre uden held. For under mødet kom det frem, at der 'trods parkeringsmulighederne stadig forekommer ulovlig lastbilparkering', og at der siden maj 2017 'ikke er sket mærkbare fremskridt i sagen. Derimod vokser problemet i omfang og kompleksitet'.
Byrådet behandlede i maj sidste år en sag om primært rumænske chaufførers ulovlige overnatning, fordi firmaet Contrans ansøgte om tilladelse til at indrette hvilehuse. Firmaet endte med at trække ansøgningen tilbage, fordi sagen skabte røre på grund af uklarhed om, hvorvidt tilladelsen var givet til et 'boligområde i planlovens forstand', når tilladelsen var givet til hvilehuse i et erhvervsområde.
'Nu opgiver vi at bygge en velfærdsbygning til vores chauffører og indgår i stedet i en dialog med Kolding Kommune og Business Kolding om, hvordan vi kan få skabt en bred løsning på det her problem for alle Koldings transportvirksomheder', sagde direktør i Contrans, Henrik Hansen, på det tidspunkt til JydskeVestkysten.
'Skruer bissen på med bødehæftet'
Derfor bliver der nu taget et skridt videre i sagen. Kolding Kommune er blandt andet en del af et samarbejde i Sydøstjyllands politikreds om fælles parkeringsregler med syv kommuner langs E45. Samarbejdet skal i 2019 koordinere en indsats, sådan at kommunerne øger kontrollen med lastbilernes parkeringer. Det kræver dog ekstra ressourcer, fordi det er tilladt at parkere seks timer i erhvervsområderne.
Benny Dall (EL) har tidligere stillet forslag om at skærpe kontrollen, som nu alle partier i byrådet - i modsætning til forslaget om at give Contrans opførelsestilladelse - står bag.
- Nu tager vi politisk førertrøjen på og siger til vognmændene i Kolding, at de skal til at vænne sig til, at deres chauffører skal have ordentlige hvilefaciliteter. Det giver mening, at det er den vej, vi skal, i kampen mod de danske vognmænds udnyttelse og underbetaling af udenlandske chauffører, siger han til JydskeVestkysten.
Ifølge mødereferatet går forvaltningen i yderligere dialog med transportvirksomhederne og skærper tilsynet med dem. Flere har allerede faciliteter til deres chauffører, men det er ikke tilstrækkeligt, fordi chaufførerne ikke kan sove eller opholde sig der i deres lovpligtige hvil på 45 timer.
Derfor vil kommunen indkalde virksomhederne til møde for at afklare vilkår og aftale muligheder for fælles overnatningsmuligheder. Man påbegynder også arbejdet med en lokalplan for et transportcenter eller et såkaldt chaufførhotel, som kommunen allerede har modtaget en konkret henvendelse fra en mulig operatør på.
Læs hele referatet her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.