KV17: 13 K-borgmestre stiller op igen - men ikke den nye
Foto: Finn Frandsen, Ritzau Foto

KV17: 13 K-borgmestre stiller op igen - men ikke den nye

OPDATERET: 14 borgmestre er De Konservative nu oppe på - med Thisted-borgmester Lene Kjelgaard Jensen som den allernyeste i flokken - hun er dog ikke partiets spids
22. JUN 2017 13.50
TEMA: KV17

Efter de to seneste opstillingsmøder i konservativt ledede kommuner - i Gentofte og Vallensbæk - står det fast, at samtlige 14 K-borgmestre nu er udpeget til at stille op igen som deres partis spidskandidater.

For at begynde i den tunge ende, så gælder det ikke mindst i netop de to kommuner, hvor partiet har absolut flertal: Gentofte, hvor Hans Toft, der har haft posten siden 1993, er næstlængst siddende borgmester, og altså skal forsøge at fastholde de 11 ud af 19 pladser.

I Vallensbæk er der også absolut flertal - 8 ud af 15 pladser til liste C - og her er det igen Henrik Rasmussen, der står øverst til KV17. Han kom til i 2010 som den bare tredje borgmester i den lille hovedstadskommune - en af de allermindste - der siden kommunalreformen i 1970 udelukkende har haft konservative førstemænd. Først netop afdøde Poul Hansen, der i 1994 blev afløst af Kurt Hockerup, der døde i 2010.

Andre af partiets strongholds er Frederiksberg, der altid har haft den grønne partifarve på borgmesterkontoret, og hvor Jørgen Glenthøj igen er spids. Han efterfulgte i 2009 Mads Lebech, der brat stoppede i kommunalpolitik til fordel for en chefstilling i det private erhvervsliv. K gik ved KV13 tilbage fra 12 til 10 ud af 25 pladser og konstituerede sig med R, V og LA. Partiet mistede i denne periode Margit Ørsted til fordel for V. K-gruppen kom siden op på 10 igen, da den ellers radikale rådmand Morten Jung hellere ville være konservativ, da han ikke blev radikal spids. 

Også Høje-Taastrup kan regnes for et ret sikkert konservativt kort - med KL-udvalgsformand Michael Ziegler ved roret. Han er spids igen i vestegnskommunen, der altid enten har haft S- eller K-borgmester. K fik ved KV13 9 ud af 21 pladser og konstituerede sig med V og DF.

Længere mod nord i Allerød var der ved KV13 voldsom politisk turbulens, der endte med Jørgen Johansen som kompromis-borgmester, der kunne skabe et flertal i en noget opsplittet kommunalbestyrelse efter aftalebrud i den borgerlige lejr. Et flertal, der kun blev til noget, da socialdemokraten Lea Herdal gik solo, stemte for Jørgen Johansen, blev smidt ud af S - og i dag iøvrigt repræsenterer ALT. K har stadig sine 6 mandater ud af ialt 21.

Også i Hillerød stiller Dorthe Meldgaard op igen, og her bliver der under alle omstændigheder igen politisk valgdrama, da hun - og dermed partiet - ved KV13 brød en borgerlig aftale og gik sammen med den røde fløj. Denne gang er der ingen borgerlig forbrødring, og om borgmestereffekten er nok til at bevare de 3 K-mandater i det 27 mand store byråd, er et af de store spørgsmål. De store partier byder på samme kandidater som sidst: Tidligere borgmester Kirsten Jensen (S) samt Klaus Marcussen (V).

I Helsingør stiller Benedikte Kiær, der sidder i sin første periode op igen. Hun genvandt ved KV13 kommunen som K-land efter en periode med V-styre. Partiet mønstrer her 9 mandater ud af de ialt 25, og den tidligere socialminister har konstitueret sig med V, DF og R.

I Hørsholm sidder Morten Slotved for bordenden og er spids igen. I perioden har K-gruppen mistet Anders Vestergaard til LA og modtaget Esben Dyekjær fra V, så den stadig består af 8 ud af de 19 mandater. Slotved dannede ved KV13 en alliance mellem K, R, S og Borgerlisten og er nu borgmester i sin anden periode.

I Lyngby-Taarbæk har der ligesom i Høje-Taastrup altid været enten K- eller S-styre, og efter KV13 blev Sofia Osmani borgmester med støtte fra S, SF og LA - 13 ud af 21 mandater. K havde selv 5 pladser efter valget og er i perioden blevet suppleret med en afhopper fra V, Dorthe la Cour, så gruppen nu tæller 6.

I Sorø sidder borgmester Gert Jørgensen i sin første periode efter at have afløst veteranen Ivan Hansen (S), der havde været borgmester i 24 år. Gert Jørgensen er klar som K-spids igen og har senest måttet se K-gruppen skrumpe fra 6 til 5, da Johannes Lumholt hoppede af til fordel for Nye Borgerlige.

Også i Køge stiller Flemming Christensen op igen - og er et eksempel på, at man godt kan stå i spidsen for et byråd på 27 - selv om ens parti kun fik 2 mandater. Her var konstitueringen ved KV13 noget rodet og betød bl.a. en opsplitning af DF-gruppen, hvor René Jespersen og Søren Brask kun ville støtte en rent borgerlig alliance, blev ekskluderet fra DF og siden havnede i V-gruppen.

I Viborg er Torsten Nielsen på K-banen igen som spids efter at have været borgmester det meste af denne byrådsperiode. Han overtog nuværende justitsminister og K-formand Søren Pape Poulsens post og koalition af K-S-SF. I det 31 mand store byråd sidder K på 5 pladser, efter at have mistet Anna Margrethe Engbæk Schmidt til R.

I Vesthimmerland sidder borgmester Knud Kristensen i sin anden periode og har haft en del modgang det seneste år, når det gælder habilitets- og byggesager. Han er selv entrepenør i kommunen, hvor K-gruppen bl.a. på den mistillids-konto har sagt farvel til Kirsten Moesgaard og nu er på 9 ud af 27. Knud Kristensen har sit partis opbakning som spids igen.

Allernyest i rækken af K-borgmestre - nummer 14 i denne periode - er den tidligere V-borgmester i Thisted Lene Kjelgaard Jensen, der først blev vraget som V-spids til valget til fordel for Niels Jørgen Pedersen og som så efter nogle måneder forlod V til fordel for K, der dog har Torben Overgaard som spids. K-gruppen tæller dermed 4, da også Per Skovmose har skiftet fra V til K.

Rettelse 23. juni: Af den første version fremgik det ved en fejl, at Lene Kjelgaard Jensen i Thisted skulle være spids for K.