83 nye smittede, flest i København
Kortet viser antal smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge.

83 nye smittede, flest i København

Kun 16 kommuner har ikke haft nye smittede den seneste uge. Hårdest ramt lige nu er Rødovre, Aarhus, Silkeborg, Høje-Taastrup og Holstebro.
25. AUG 2020 14.40
TEMA: Corona

Antallet af nye smittede det seneste døgn er på niveau med de seneste dage, nemlig 83. Det viser dagens tal fra Danmarks Serum Institut.

Ud af de 83 er 20 fra København, mens Aarhus har 11, Esbjerg har fem, Silkeborg fire, mens Greve, Sønderborg, Aalborg og Hjørring har tre. Resten har færre eller ingen.

En bedre fornemmelse af smittens udbredelse får man, når man ser på antal smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge. Her har Holstebro i dag sneget sig ind blandt de hårdest ramte (tallet i parantes er det faktisk antal personer):

  • Rødovre 39,5 (16)
  • Aarhus 32,7 (114)
  • Silkeborg 26,5 (25)
  • Høje-Taastrup (23,6)
  • Holstebro 22,2 (13)
  • Glostrup 21,5 (5)
  • Syddjurs 20,9 (9)
  • Favrskov 20,7 (10)

Antallet af indlagte er steget med en til 21, og der er fortsat tre på intensiv, heraf to i respirator.

Ni er indlagt i Nordjylland (én i respirator), seks er indlagt i Hovedstaden (én i respirator), mens tre er indlagt i Midtjylland, to i Syddanmark og én i Region Sjælland.

Få på plejehjem

Indsatsen for at holde smitte væk fra landets plejehjem ser ud til at have båret frugt. Meget få plejehjemsbeboere er blevet smittet de seneste måneder, viser en ugentlig opdatering hos Statens Serum Institut. 

De seneste to uger har der ikke været nogen, ugen før var der en enkelt. Over de seneste to måneder har der været 15 bekræftede tilfælde blandt plejehjemsboere i alt. Til sammenligning var der først i april 144 på en enkelt uge.

I alt har 127 plejehjem haft mindst én smittet beboer under hele forløbet. Det svarer til 13,6 pct. Flest i Hovedstaden, hvor 73 plejehjem svarende til godt hver tredje har haft smitten indenfor. Færrest i Syddanmark, hvor kun seks plejehjem eller 2,7  pct. har været berørt.

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev