H.C. Hansen og Tage Erlander i 1950. (Polfoto)

När får han tid att fundera?

KRONIK Mange knokler på livet løs og 'møder' sig til døde. Men hvorfor ikke bare være til stede i nuet, spørger kronikøren

Stress omtales som en folkesygdom, som det er tilladt at ulejlige andre med. Tilstanden kan givetvis i hovedparten af tilfældene relativt let afhjælpes, forudsat de stressramte lever efter nogle værdier og forstår at prioritere det vigtigste og i det hele taget tager teten i eget (arbejds)liv. De øverst placerede i hierarkiske organisationer er - ikke overraskende - de mindst stressede, viser undersøgelser.

Stress er faktisk et individuelt oplevet fænomen og ikke en objektiv størrelse med en entydig og operationel definition, der kan måles på. Det ændrer dog ikke ved, at stress er en følelsestilstand og mange føler sig stressede. Måske er stress ikke betinget af arbejdet, men fremkaldt af forhold på privatfronten, som influerer negativt på arbejdssituationen. I så fald skal arbejdsgiverne friholdes for ansvar.

On-line generationens forsøg på at skabe et liv, hvor arbejde og privatliv integreres og grænsen ophæves mellem disse to sfærer, skader deres egen mentale sundhedstilstand. Repræsentanten for On-line generationen er ofte et overfladisk menneske, der aldrig finder tid til fordybelse. Hvordan skulle et sådant menneske kunne stå imod stress, når det ikke har tid til at opbygge et forsvar, som skabes ved at fokusere på en flerhed af forhold i livet?

Arbejdsnarkomani

Den megen tale om meningsfyldt arbejde er relevant, men det vil være mere relevant at opholde sig ved emnet: Hvordan gives fritids- og familielivet et meningsfyldt indhold, således at den enkelte har det fornødne overskud til at passe et arbejde, er spørgsmålet.

Arbejdsrelateret stress virker som et narkotikum. Ikke uden grund, at vi taler om arbejdsnarkomani. Personer, der er bedøvet af arbejde, kun tænker på deres arbejde og ikke kan tale om andet end deres arbejde, er ret uinteressante. Især som borddame. Smalltalk og kunsten at kunne dette, må ikke undervurderes her i livet. Og det kræver et liv ved siden af arbejdet at oparbejde noget at tale om og med andre om. Det kræver lidt indblik i mange ting og noget udsyn. Og det giver de færreste job tilstrækkeligt af.

Uanset hvor mange timer man tilbringer fordybet i arbejde. Vi kommer dog ikke helt udenom, at man skal præstere nogle timer på jobbet og nok også flere end de 37 timer om ugen, hvis man for alvor skal have udfordrende og afvekslende arbejdsdage og spændende opgaver. Det er bare vigtigt, at kunne sætte grænser for arbejdstiden og adskille denne fra andre forpligtelser og adspredelser og interesser.

Hele mennesker
Vi er nødt til at være hele mennesker og også være en del af samfundet som medborgere, foruden som voksen, at udgøre et fundament i familien, idet familien er samfundets fundament og ret betydningsfuld for samfundets stabilitet. Vi er samfundsborgere og bør i en eller anden udstrækning i forskellige faser af livet tage del i samfundslivet. På græsk har man et udtryk for én der ikke tager del i samfundsanliggender: idiot. Sådanne har vi ikke brug for - flere af.

Mange knokler på livet løs og 'møder' sig til døde. Går eller rettere kører i trafikken på rekordtid, fra møde til møde, rundt i byen og den vidtstrakte kommune eller region. De har ikke en jordisk chance for at forberede sig og for at følge op på et møde. Det er uartigt i forhold til andre (velforberedte) mødedeltagere. Det er uartigt i forhold til de mange, der har leveret input og baggrundsmateriale til et møde og til dem, der har udarbejdet en dagsorden med anbefalinger til beslutninger, som ikke træffes, da beslutningstagerne føler sig for 'dårligt klædt' på til at træffe beslutninger på baggrund i et velforberedt materiale, de bare ikke lige har fået læst.

Der er i mange kredse prestige i at fremvise en overtegnet mødekalender. Bagsiden er bl.a. stress og med et overfyldt arbejdsliv, bliver den smule frie tid og fritid der er, meget vigtig i forhold til at være det hele menneske, vi alle tilstræber. Vi vil ikke være endimensionelle og afstumpede på nogen måde. Men risikerer at blive det, når arbejdet fylder alt og optager al vores vågne tid.

Ind i REM søvnen
Alt andet end arbejde forekommer for arbejdsivrige meningsløst. Arbejde er det sidste, der tænkes på, inden vi falder i søvn. Tanker om arbejde og kedelige drømme om samme gør, at vi vågner midt om natten og rammes af en dårlig samvittighed. Arbejde er det første vi tænker på om morgenen når vi vågner. Og under bruseren er den første plan for dagens arbejde gjort. Velvidende at dagsordenen skifter i løbet af dagen eller en e-mail droppet kl. 23.50 af chefen, har disponeret din dag. Men den ser du først kl. 8.00. Eller måske kl. 24.00, når du går i seng. Uden at kunne gøre fra eller til. Andet end at opnå en forstyrret nattesøvn. Det er vigtigt at komme ind i REM søvnen og blive der en tid.

Søvn er ualmindeligt vigtigt for dit velbefindende og for din dømmekraft og tilstedeværelse og for ikke at ende som en zombie, der går træt og irritabelt rundt om dagen. Faktisk virker mange, der kun sover fra kl. 1 til 6, maniske på mig.

Jeg spurgte: 'Når du møder manisk op på dit arbejde, hvornår er du så deprimeret?' For disse to størrelser følges ad. Ingen mani og maniske tilstande, uden en tur ned i dybet, fra tid til anden. Tiltrods for nok så god og sindsmæssigt udjævnende medicin. I psykiatrien tales om bipolær lidelse. Så man får begge poler at føle.

Arbejdsrelateret stress virker som et narkotikum. Ikke uden grund, at vi taler om arbejdsnarkomani. Personer der er bedøvet af arbejde, kun tænker på deres arbejde og ikke kan tale om andet end deres arbejde, er ret uinteressante at sidde sammen med ved et selskab.

Tog arbejdet med til koncerten

For et par år siden sad jeg ved siden af en meget venlig og smilende og nydeligt udseende kvinde omkring de 45. Til en koncert. Hun kom sent og havde ikke lagt arbejdet bag sig. Koncerten var noget symfonisk George Michael show og flot og krævede stilhed, iagttagelse og kunne siges at være tilbagelænet nydelse. Denne nydelige kvinde havde givetvis ikke afviklet dagens arbejdsopgaver og øvrige forpligtelser og midt i det hyggelige mørke, kun oplyst af et fantastisk, men afdæmpet lysshow, sms'ede og tjekkede hun e-mails i et væk. I 15 minutter.

Jeg ved ikke, hvad hun fik ud af koncertens flotte åbning. Hun missede intro'en, til en koncert hun havde betalt ca. 800 kr. for. Men hun blændede mig med sit oplyste display. Hun smilede sødt og udviste overskud og havde vist tjek på det. Hun kan sikkert multitaske, tænkte jeg. Men hvorfor ikke bare være til stede i nuet? Det forsvinder igen. Og bliver kun via erindringen stående. Det gør e-mails og andet der er uafhængig af tid og rum jo ikke, bare sådan. Og de fleste kan godt vente med et svar på en sms eller e-mail.

Travle H.C. Hansen døde i embedet

Meget arbejde giver prestige. I 1950'erne måtte den svenske Statsminister gennem 23 år, Tage Erlander, lægge øjne og ører til, da H.C. Hansen, som travle folk har for uvane, stolt præsenterede sin overtegnede mødekalender: 'När får han tid att fundera?', lød det tørt og uimponeret fra den svenske statsmand.

H.C. Hansen, som stod bag folkepensionen i 1957, nåede ikke selv så langt. Han døde i embedet som Statsminister, 54 år.

Arbejde og arbejdsomhed og meget arbejde giver rimeligt nok prestige og har gjort Danmark rigt. Men stress bør ikke tilsvarende give megen prestige og må ikke ses som et udslag af, at man har ofret sig for andre og samfundet og er uundværlige. Det må ses som et tegn på usund prioritering i livet og manglende kontrol over eget liv og arbejds- og livssituation. Og som primært et individuelt problem, som dog har rod i en syg samfundskultur.


Ledelseskonsulent, Skribent, cand.scient.adm. Lars Helleskov Engelbrektsen, Næstved

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job