dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Tidligere kommunalansat kobles til drabsforsøg med svenskere

Ifølge sigtelsen skaffede tidligere kommunalansat adresse på mand, der var mål for drabsforsøg sidste år.
16. JUL 2025 13.31

KØBENHAVN: En 27-årig mand, der er sigtet for at have brugt sin ansættelse i Københavns Kommune til at videredele oplysninger med personer fra det kriminelle miljø, kobles til en sag om et drabsforsøg i Herning sidste år.

Sagen er en af flere sager om drabsforsøg fra sidste år, hvor der ifølge politiet er hyret unge svenskere.

Den 27-årige, der fremstilles i grundlovsforhør onsdag, er sigtet for at have delt målet for drabsforsøgets adresse og CPR-nummer med en bruger på Signal.

Det betyder ifølge politiet, at han har medvirket til drabsforsøg.

Det nægter han sig skyldig i.

Drabsforsøget blev begået i juni sidste år af to svenske piger, der var henholdsvis 14 og 15 år på gerningstidspunktet.

De rejste fra Sverige, blev udstyret med en pistol og indfandt sig på adressen til den mand, der var mål for drabsforsøget.

Det lykkedes dog ikke at skyde manden, da han ikke var til stede på adressen.

Den ene af pigerne, der siden hændelsen er fyldt 16 år, blev fængslet in absentia tidligere på sommeren. Den anden pige var under den kriminelle lavalder på det påståede gerningstidspunkt og kan derfor ikke retsforfølges.

Flere sigtet i sag om drabsforsøg

To mænd er også sigtet for medvirken til drabsforsøg i sagen. De skal ifølge sigtelsen mod dem have medvirket til, at de to svenske piger tog fra Sverige og forsøgte at dræbe manden med adresse i Herning.

Den ene er en 28-årig mand, der blev fængslet i januar og tilstod, at han havde været med til at koordinere drabsforsøget.

Samtidig blev en nu 23-årig svensk mand også sigtet for at have hjulpet med planlægningen af drabsforsøget.

Han sidder også varetægtsfængslet.

Den 23-årige er siden blevet tiltalt for i fem tilfælde at have rekrutteret især svenske teenagere til at forsøge at begå drab i Danmark. Hans sag kommer for retten næste år.

Afpresning og videredeling af oplysninger

Det er National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der har stået for efterforskningen af den 27-årige, der blev anholdt onsdag morgen.

Ud over medvirken til drabsforsøg er han også sigtet for medvirken til afpresning ved i 66 tilfælde at have videredelt oplysninger om mulige afpresningsofre til brugere på beskedtjenesterne Signal og Telegram.

Det nægter han sig også skyldig i.

Derudover er han sigtet for at have skaffet sig uberettiget adgang til CPR-oplysninger om 1742 personer. Det erkender han sig delvist skyldig i.

Den 27-årige er beskyttet af navneforbud, og onsdagens grundlovsforhør foregår bag lukkede døre.


/ritzau/

Opdateret kl. 13.45: Afsnit 2 er tilføjet. Ny rubrik. Nederste ti afsnit er tilføjet.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/27-aarig-tidligere-kommunalansat-kobles-til-drabsforsoeg-i-herning

GDPR