
VORDINGBORG: ATP har nu besluttet, hvordan det kommende Udbetaling Danmark-center i Vordingborg skal se ud - i en nyopført tre-etagers bygning på den såkaldte Campus-grund, der ligger 300 meter fra Vordingborg Station. Centret skal åbne den 2. oktober 2012, oplyser ATP.
Bygningen er tegnet af arkitekterne Dissing og Weitling og har et enkelt og klassisk arkitektonisk udtryk i grågule mursten og med store lysindfald og god udsigt fra de tre etager, der forgrener sig i tre 'arme'. Der bliver plads til cirka 300 medarbejdere, fordelt på 6.000 kvm. Bygningen opføres efter ATP's ønske i bæredygtige materialer med lang levetid og i et design, der signalerer åbenhed og enkelthed.
Når den nye myndighed, Udbetaling Danmark, i 2012 og 2013 overtager udbetalingen af folke- og førtidspension, boligstøtte, barselsdagpenge og familieydelser fra kommunerne, skal det ene af i alt fem centre ligge i Vordingborg. De øvrige centre placeres i Frederikshavn, Holstebro, Haderslev og Hillerød.
Center-byerne er udpeget af Folketinget. Det er ATP-koncernen, der skal drive Udbetaling Danmark.
Med beslutningen om bygningen i Vordingborg har ATP og Udbetaling Danmark nu offentliggjort adresser og bygninger på alle sine fem centre. Centret i Haderslev skal bygges i byens nye havnemiljø. I Holstebro opføres centret på Hostrupsvej tæt ved byens centrum. Centret i Frederikshavn flytter ind i byens gamle toldkammerbygning og de tilhørende nyere bygninger på Havnepladsen, mens centret i Hillerød placeres i ATP's hovedsæde på Kongens Vænge
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.