24-års-reglen har sekundær effekt

Af Ahmet Demir

VK-regeringen indførte 24-års-reglen i 2002. Den 3. juni i år skrev Rockwool Fondens Forskningsenhed i en rapport, at 24-års-reglen havde effekt på unge indvandreres giftermål i en tidlig alder.

Jeg har ikke læst selve rapporten, men omtalen af den i medierne, og jeg er ikke overbevist om, at 24-års-reglen har den primære betydning for, om unge indvandrere bliver gift tidligt. Min erfaring fra forskellige indvandrermiljøer siger mig, at følgende forhold har en afgørende betydning for unge indvandreres ægteskaber og pardannelser

• De unges personlige udvikling.
• De unges uddannelsesmæssige baggrund.
• De unges forståelse af parforhold kontra deres forældres.
• De unges tilknytning til hjemlandet.
• De unges valg af konsekvenser og ansvarstagen for sig selv.

Dvs. at det ikke er loven, der afgør ægteskabet.

Jeg er heller ikke overbevist om, at lovgivningen kan bestemme menneskers følelser. Hvis de vil giftes som 20- eller 24-årige, er det en menneskeret, og jeg mener, at individet selv må bestemme, hvornår det skal giftes. Hverken loven eller forældrene skal bestemme dette.

I en stor del af indvandrermiljøet er førnævnte forhold årsag til, at unge indvandrere selv vælger deres partner, og de vælger ofte en partner her i landet. Når de skal forklare de afgørende faktorer ved partnervalget, påpeger mange af de unge og familier, jeg har kontakt til, at forældrene foreslår et familiemedlem, som den unge skal giftes med i hjemlandet. Forældrene begrunder det typisk med stabile forhold, dvs. ingen skilsmisser, og desuden økonomisk tryghed for den unge.

Unge, der er født og/eller opvokset her i landet, har den modsatte holdning. De unge gør meget ud af at fortælle deres forældre, at de vil have indflydelse på deres valg af partner. De unge siger tydeligt, at de vil vælge ud fra følelser og ikke tænke på familien i hjemlandet eller deres sociale og økonomiske situation. De fastholder, at selv om de er i familie med unge fra hjemlandet, er der en væsentlig kulturforskel mellem parterne, og dette kan give anledning til voldsomme konfrontationer, der kan ende med skilsmisse og store menneskelige omkostninger for både de unge og hele familien.

Den ældre generations indflydelse på og ønske om, at de unge skal giftes tidligt med en fra hjemlandet, findes efterhånden kun på drømmeplan. De unge tager stærk afstand fra forældrenes indblanding, og mine erfaringer viser, at loven ikke spiller en væsentlig rolle for med hvem og hvornår de unge skal giftes.

Ahmet Demir, cand pæd., familieterapeut og socialkonsulent