I løbet af weekenden er har 2.074 personer fået at vide, at de er positive med coronavirus. Det drejer sig om 1.126 personer lørdag og 948 søndag. 131.755 personer blev testet i weekenden, og positivprocenten af dem, er 1,5 pct. Den er faldet marginalt med 0,1 pct. hver dag siden fredag.
Antallet af indlagte steg søndag med ni personer til 156. Heraf er 19 indlagt på en intensivafdeling - 14 af disse er tilkoblet en respirator.
Det er især de københavnske vestegnskommuner, som er hårdt ramt af coronavirus.
Borgmestrene i disse kommuner er derfor indkaldt til et møde mandag hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for at finde løsninger på problemet.
I weekenden præsenterede regeringen også sit nye varslingssystem. Det skete på et pressemøde lørdag. Systemet består af fem risikoniveauer, som skal sørge for mere gennemsigtighed i hvilke tiltag, der kommer i brug, hvis smitten stiger.
Ritzau