Nyt varslingssystem viser fremtidige coronatiltag
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har lørdag været med til at præsentere regeringens nye varslingssystem.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Nyt varslingssystem viser fremtidige coronatiltag

Regeringen har lørdag præsenteret sit varslingssystem. Det består af fem risikoniveauer og en værktøjskasse, så alle kan se, hvilke tiltag der kan iværksættes, hvis smitten stiger.
31. OKT 2020 11.15
TEMA: Corona

Et nyt varslingssystem skal varsle om tiltag, hvis smitten stiger. Systemet består af fem risikoniveauer og en værktøjskasse med mulige tiltag, der kan sættes i gang alt efter, hvordan risikoniveauet udvikler sig.

Risikoniveauet vil blive fastsat en gang om ugen både nationalt og regionalt af en ekspertgruppe. Det betyder, at der rundt om i landet kan blive forskel på, hvilke tiltag der tages i brug af myndighederne.

Niveauerne fastsættes ud fra blandt andet antallet af nye smittede, antal indlagte og den forventede udvikling på baggrund af fremskrivninger. Derudover vil der også blive holdt øje med udviklingen i udlandet.

- Vi har brugt tid på at udvikle et intelligent varslingssystem. Baseret på erfaringerne fra andre lande og rådgivning fra sundhedsmyndighederne har vi fravalgt et system, hvor der er en automatik mellem risikoniveau og tiltag, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S). 

Tværfaglig ekspertgruppe

Gruppen, der skal fastsætte risikoniveauerne, består af eksperter inden for medicin, epidemiologi, økonomi og samfundsforhold.

Ifølge Magnus Heunicke har ekspertgruppen allerede bidraget til at kvalificere varslingssystemet. Eksperterne vil også blive inddraget i den videre udvikling af systemet.

- Det betyder, at vi står på et meget solidt fagligt grundlag i Danmark, og varslingssystemet kan udvikle sig i takt med ny viden om epidemien, siger ministeren.

Varslingssystemet kan ses på coronasmitte.dk.

Ritzau / rbr 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev