dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Valgplakat under valgkampen op til KV21, der ifølge Borgerrådgiverens rapport i særlig grad var med til at presse fagborgmesteren og forværre det psykiske arbejdsmiljø i forvaltningen.
Kristian Djurhuus, Ritzau Scanpix

I unåde:
Direktionen måtte beskytte medarbejder fra borgmesters raseri

Jurist, der fastholdt et fagligt standpunkt overfor tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) skulle ikke længere vise sig på rådhuset.

KØBENHAVN: En juridisk medarbejder i beskæftigelses- og integrationsforvaltningen i København fik flyttet sit kontor og besked om at "holde sig væk fra borgmesteren", fordi daværende beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) ellers ville være blevet rasende.

Det fremgår af rapporten fra kommunens ombudsmand, Borgerrådgiveren, som i sidste uge konkluderede, at arbejdsmiljøet i forvaltningen var "særdeles dårligt og alvorligt belastet".

Med rapportens ord indikerer en af indberetningerne til Borgerrådgivningen et forløb, som er særligt velbeskrevet og illustrativt. Der er tale om en medarbejder, som faldt i unåde hos Lonning-Skovgaard, hvilket fik direkte konsekvenser for vedkommendes daglige arbejde.

Juristen blev indkaldt til møde med direktionen i forvaltningen, som på den ene siden intet fagligt havde at udsætte på juristens arbejde, men på den anden side ønskede at skærme den pågældende.

Medarbejderen var klar over,  at vedkommendes faglige vurderinger havde været upopulære hos fagborgmesteren, primært på baggrund af en sag om behandling af anmodninger om aktindsigt, hvor medarbejderen havde fastholdt et fagligt standpunkt, som Lonning-Skovgaard var utilfreds med.

Nedværdigende

Juristen fik besked om ikke længere at vise sig på rådhuset i borgmesterens nærhed, og at vedkommende ikke længere skulle have sit navn på notater, afgørelser mv., som skulle forbi borgmesteren, idet direktionen i så fald ikke længere kunne ”beskytte” vedkommende.

Medlemmer af den daværende direktion har til Borgerrådgiveren oplyst, at Lonning-Skovgaard ønskede juristen fyret. Derfor tog direktionen en samtale med den pågældende medarbejder for at anbefale, at vedkommende ikke viste sig på rådhuset. Det var vurderingen, at borgmesteren med sikkerhed var blevet rasende, hvis hun havde mødt medarbejderen.

Lonning-Skovgaard har selv oplyset til Borgerrådgiveren, at hun ikke kan genkende at skulle have haft en konflikt med juristen, og at hun derfor heller ikke havde nogen holdning til, hvorvidt den pågældende medarbejder skulle afskediges, forflyttes eller andet.

Borgerrådgiveren tilføjer i sin nye rapport, at den skærmning, direktionen satte i værk, ikke kan sidestilles med en afskedigelse, men at juristen med titel af chefkonsulent og som placeret centralt i forvaltningen kan have haft en berettiget forventning om at kunne agere frit i forhold til alle ledelsesniveauer, og at det kan have været oplevet som nedværdigende og krænkende at skulle operere i det skjulte i forhold til den politiske ledelse.

Særdeles usundt

Samtidig vurderes det, at alene den omstændighed, at der fra direktionens side var et oplevet behov for at skærme medarbejderen, må betragtes som et udtryk for et særdeles usundt arbejdsmiljø.

Rapporten kommer også ind på, at forløbet udspillede sig i en periode i vinteren 2021-2022, hvor et betydeligt antal medarbejdere og ledere oplevede en ledelsesstil fra Lonning-Skovgaards side, som blev oplevet som nedværdigende, krænkende og særdeles ubehagelig.

Dertil kommer, at flere medlemmer af direktionen var kommet på kant med borgmesteren og var ophørt med kort varsel, herunder efter at have følt sig hængt ud i offentligheden.

Med Borgerrådgiverens ord vidner det "om et særdeles utrygt arbejdsmiljø, hvor selv direktionens opbakning ikke synes at have udgjort nogen solid sikkerhed."

Kritikken af Cecilie Lonning-Skovgaard tog fart i januar 2022, hvor fagforeningerne Djøf og HK på vegne af 2.000 ansatte i forvaltningen skrev et åbent brev med kritik af hende efter flere fyringer. Det førte til, at hun trak sig to måneder efter. Jens-Kristian Lütken (V) overtog posten efter Lonning-Skovgaard, som i dag er HR-chef i det private.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/direktionen-maatte-beskytte-medarbejder-fra-borgmesters-raseri

GDPR