13 personer er blevet sigtet og varetægtsfængslet for at have planlagt et eller flere terrorangreb eller medvirket til forsøg på terror.
De seneste seks fik torsdag eftermiddag forlænget deres varetægtsfængsling ved Retten i Holbæk, oplyser PET.
I tæt samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi gennemførte PET en større politiaktion på Sjælland fra lørdag til mandag. De første syv, der er fængslet, er sigtet for at have anskaffet sig ingredienser og komponenter til fremstilling af sprængstof samt våben eller have medvirket hertil.
Grundlovsforhørene i sagen har været holdt for dobbeltlukkede døre. Det betyder, at offentligheden ikke har kunnet få at vide, hvad personer var sigtet for.
Dansk-tysk samarbejde
Politiet har i flere dage heller ikke villet udtale sig om sagen, men torsdag kunne flere tyske medier - blandt andet Spiegel - fortælle om en terrorsag, hvor tre brødre af syrisk herkomst tilsyneladende er hovedmændene.
Ifølge de tyske medier er to af brødrene anholdt i Danmark, mens den tredje blev anholdt i Hessen. PET skriver da også i sin pressemeddelelse torsdag eftermiddag, at en person er anholdt i Tyskland, og at man har haft et godt og effektivt samarbejde med de tyske myndigheder.
Ifølge PET er terrortruslen mod Danmark stadig alvorlig, og den aktuelle sag ændrer ikke ved efterretningstjenestens trusselsvurdering.
- Det er vores opfattelse, at der er personer, som har intention om og kapacitet til at begå terrorangreb i Danmark, skriver PET i pressemeddelelsen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.