
BRØNDERSLEV: Brancheforeningen KA Pleje anker en dom fra Vestre Landsret, der sagde, at Brønderslev Kommune ikke betaler nok for hjemmehjælp leveret af et privat firma. Det oplyser KA Pleje i en pressemeddelelse.
Kommunen blev i dommen fra 5. juli dømt til at betale plejevirksomheden Blæksprutten fem mio. kr. i erstatning. Derudover skulle kommunen betale sagsomkostninger til KA Pleje, der førte sagen for plejevirksomheden.
Men KA Pleje er utilfreds med erstatningsbeløbet. Brancheforeningen havde under sagens behandling i landsretten krævet 22 mio. kr. Underbetalingen er sket fra 2016 og frem til i dag, og landsretten har fastsat erstatningsbeløbet ud fra et skøn af omfanget.
- Selvom kommunen ikke kan dokumentere priserne, vælger retten at komme kommunen i møde med et erstatningsbeløb, der er markant lavere end det beløb, vi og vores eksperter har analyseret os frem til, siger Karsten Høgild, der er direktør i KA Pleje.
Kommuner skal kunne dokumentere egne timepriser
Med dommen blev det slået fast, at en kommune skal kunne dokumentere, hvad dens timepris for service er, og at en privat leverandør skal have samme betaling, som det ville koste kommunen selv at stå for servicen.
Det blev samtidig klart, at et privat firma har ret til at få en efterbetaling, hvis loven ikke er overholdt.
Karsten Høgild har over for TV2 Nord sagt, at "det er glædeligt, at dommen (fra landsretten, red.) deler den klare og tydelige kritik, vi har rejst".
Det principielle i dommen er en klar sejr til branchen, mener han. Men han synes, at Vestre Landsret kom Brønderslev Kommune for meget i møde, hvad angår erstatningsbeløbet.
- Det er fuldstændig uholdbart, at en kommune slipper billigere ved at tilsidesætte lovgivningen end ved at lægge fakta på bordet.
- Vi skal have slået fast én gang for alle, at en kommune naturligvis ikke kan slippe billigere ved at bryde lovgivningen, og derfor anker vi til Højesteret, siger han i en pressemeddelelse.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra kommunen til sagen.
KA Pleje har tidligere oplyst, at brancheforeningen har stævnet både Herning Kommune og Holstebro Kommune i lignende sager.
Ritzau / amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.