En sygeplejerskes faktiske værdi
Foto: Claus Bech, Ritzau Scanpix

En sygeplejerskes faktiske værdi

Den sikreste garanti mod ny ballade næste gang er som bekendt en tømt strejkekasse.
22. JUN 2021 6.03
TEMA: OK21

Tænk på en sygeplejerske, og tænk på et tal. Hvis tallet er 41.897, så er det så mange kroner en regionalt ansat sygeplejerske i en ikke-ledende stilling ifølge Dansk Sygeplejeråds eget lønbarometer har i gennemsnitlig månedlig bruttoløn.

Det er også et tal, der kan få en hvilken som helst diskussion om sygeplejerskernes strejke og deres lønniveau til at eksplodere i raseri og beskyldninger om løgn og manipulation. Ikke mange sygeplejersker genkender tallet, hvilket sådan set er meget naturligt, eftersom det dels er et gennemsnit før skat, dels indregner feriepenge som et månedligt beløb og ikke et årligt og så videre. Samt medregner pension, hvilket i særdeleshed er et stridspunkt, fordi det jo ikke er penge man ser, men ikke desto mindre en forhandlet løndel som arbejdsgiveren hver måned skal ikke ud-, men indbetale.

Så når man ser på, hvor meget en sygeplejerske er værd målt i penge pr. måned, så er de 41.897 kr. det faktiske løngennemsnit for 34.396 fuldtidsstillinger med kriterierne “region”, “ikke-ledende”, “sygeplejerske” og “alle” lønforløb.

Et godt råd til sygeplejerskerne: Det er kontraproduktivt, hvis de vedblivende undviger at føre løndiskussionen på grundlag af faktisk påviselige og med andre fag sammenlignelige tal. På Facebook findes et enten meget underholdende eller meget tåkrummende klip fra græsrodsmediet Den Uafhængige, hvor Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen gennem mere end to minutter forsøger sig med at svare på alt muligt andet, end hun bliver spurgt om, før hun til sidst, nødtvungent, vedstår det faktiske tal.

Et andet interessant websted, man kan besøge, er Lønoverblik, som drives af parterne på de statslige overenskomstområder, og hvor man kan se at fx en polititjenestemand udregnet på samme måde som sygeplejerskerne får i gennemsnit 41.325 kr. i månedlig bruttoløn. Det giver så også svaret på, om en sygeplejerske fortjener det samme i løn som en politimand. Det synes hun formentlig ikke, hun gør, hvis det ligefrem skal koste hende en lønnedgang.

I det hele taget er det ikke en farbar vej at gå efter andre faggrupper, når der skal sammenlignes løn. Sygeplejerskerne har ikke en jordisk chance for at komme igennem med noget på egen hånd uden den resterende fagbevægelse i ryggen, og her kniber det i forvejen voldsomt med sammenholdet.

Generelt finder de andre fagforeninger det amatøragtigt at skrue forventningerne op til noget, der ikke kan bære hjem, og oveni kommer FOA’s irritation over, at Dansk Sygeplejeråd finder det gudgivent naturligt, at en nyuddannet sygeplejerske skal have mere i løn end en erfaren sosuassistent. Her skal man huske, at sosuassistenterne i sin tid kom til som supplement til sygeplejerskerne, men over årene er uddannelsen opgraderet, og der skal ikke meget andet end politisk vilje til for at give sosuassistenterne beføjelser på områder, som sygeplejerskerne hidtil har troet at kunne have for sig selv.

Også af den grund er det en risikabel strategi at gå efter politisk indblanding i lønstriden, sådan som Dansk Sygeplejeråd åbenlyst gør. I stedet burde man måske se indad, for når så mange sygeplejersker ikke tror på et gennemsnitstal og insisterer på, at alle, de kender, får langt mindre end det, så peger det på, at man åbenbart heller ikke internt hører fra dem, der sagtens kan genkende tallet eller endda ligger højere.

Måske betvivlelsen af det uigenkendelige gennemsnitstal i virkeligheden kommer af ukendskab til, hvordan de forhandlede lønsummer fordeles blandt fagforeningens medlemmer - og måske er netop det en brugbar angrebsvinkel for at genoptage forhandlingerne med Danske Regioner.

Et regeringsindgreb skal man nok ikke regne med, for den sikreste garanti mod ny ballade næste gang er som bekendt en tømt strejkekasse. Det burde sygeplejerskerne kunne huske fra sidst.