
SØNDERBORG: Sønderborg Kommune og Sønderborg Andelsboligforening har fået dispensation fra krav om reduktion i boligmassen for boligområder på den hårde ghettoliste af Indenrigs- og Boligministeriet. Dermed skal de almene familieboliger i området kun reduceres til 60 pct. ud af den samlede boligmasse i stedet for lovkravet på de 40 pct. Reduktionen skal have fundet sted inden 1. januar 2030.
Dispensationen gælder for området Nørager, Søstjernevej, Søgræsvej, Koralvej og Konkylievej i Sønderborg, da der her leves op til kravene. For at få dispensation, skal der være under 2.100 beboere, og under 2,27 pct. må være dømt for overtrædelser af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer. I området bor der 1.300, og 1,49 er dømt inden for de nævnt love.
- Vi har over flere år set fremgang på alle kriterier på ghettolisten i boligområdet, og vi har ikke de samme udfordringer som ghettoområder andre steder i landet. Der er tale om et voldsomt indgreb i mange beboernes tilværelse, og selv om vi anerkender, at en reduktion er et redskab til et forandret boligområde, så ville en nedbringelse af boligmassen til 40 pct. være et alt for drastisk skridt, siger borgmester, Erik Lauritzen (S).
Senest 1. juni 2021 skal en udviklingsplan med en plan for omdannelse af boligområdet være klar. I dispensationsansøgningen er dele allerede beskrevet, hvilket bl.a. indebærer omdannelse af etværelseslejligheder til ungdomsboliger og nedrenovering af blokke til almene rækkehuse. Omdannelsen af området forventes først at starte i 2023-2024, da der skal sikres genhusning af nuværende beboere.
I dispensationen beskrives følgende indsatser til at udvikle boligområdet, så det kan komme af ghettolisten:
• Ansøgning til ny boligsocial helhedsplan 2021-2025
• Fortsat udvikling og implementering af beskæftigelsesrettede indsatser i boligområdet
• Øget integration af boligområdet i det omkringliggende byområde med fokus på blandt andet forbindelser omkring og igennem området
• Plan for flytning af beboere og monitorering af udviklingen i boligområderne i Sønderborg by
mh
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.