Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Inhabil politiker stemte om solceller til millionbeløb

Naboer til kommende solcelleprojekt gjorde selv politikerne i Syddjurs opmærksomme på problemet. Nu har de klaget til Ankestyrelsen.

SYDDJURS: Det bliver uden Venstre-medlem Else Marie Høgh, når Syddjurs' byråd snart skal træffe afgørelser om otte større solcelleanlæg. Hun er erklæret inhabil, fordi hun har familierelationer til et af projekterne kaldet Ridsegård Solcellepark. Det skriver TV2 Østjylland.

Sammenfaldet blev opdaget af naboer til projektet, der er kritiske over for udsigten til ca. 80 hektar solceller.

- Som naboer til et potentielt kommende stort solcelleanlæg, oplever vi processen ugennemsigtig, siger Ulf Andersson Vang Ørom og fortsætter:

- Vi har følt os dårligt informeret, høringsperioden har været den kortest mulige, og så opdager vi, at en lokalpolitiker også har været inhabil.

Else Marie Høghs partikollegaer blev gjort opmærksomme på den mulige inhabilitet 2. december sidste år.

Derefter søgte Syddjurs Kommune ifølge TV2 Østjylland juridisk bistand hos KL.

Konklusionen blev, at Else Marie Høgh allerede i september var inhabil, da hun stemte for at sende Ridsegård Solcellepark videre i høring på et møde i plan-, udviklings- og kulturudvalget.

Derfor har Ulf Andersson Vang Ørom sendt sagen videre til Ankestyrelsen.

Inhabilitet skal tages hånd om så tidligt som muligt

Så snart en politiker opdager, at vedkommende kan være inhabil, skal der gives besked til byrådet eller det udvalg, hvor politikeren behandler emnet.

- Herefter skal der ved den først kommende lejlighed tages stilling, siger professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing, og uddyber:

- Det er ingen undskyldning, at man venter på, at jurister belyser sagen. Det er op til byrådet eller udvalget at træffe beslutningen hurtigst muligt.

Der gik dog over en måned fra politikerne blev gjort opmærksomme på det mulige problem, indtil de via hjælp fra KL træf beslutningen om, at Else Marie Høgh er inhabil.

Det er for lang tid, vurderer både Sten Bønsing fra Aalborg Universitet og Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Jeg forstår heller ikke, hvorfor Syddjurs Kommune ikke selv laver vurderingen men i stedet henter ekstern hjælp, siger Roger Buch.

Nedstemte strængere krav

Mens KL vurderede sagen, var Else Marie Høgh igen med til at behandle spørgsmål om solceller. 16. december 2020 vedtog byrådet en ny kommuneplan. Et mindretal foreslår nogle mere restriktive krav til placeringen af solcelleanlæg, men det stemte Else Marie Høgh og et flertal ned.

Else Marie Høgh ønsker ikke at blive interviewet til artiklen.

- Sagen er allerede afgjort af KL, og det er sådan rammerne er, skriver hun i mail og uddyber:

- Jeg deltager ikke i møder omkring solcelleprojekter i Syddjurs, og det ærgrer mig da, fordi jeg synes, det er et spændende og meget vigtigt område - også set fremad i forhold til både energi og klima.

Endnu er ingen større solcelleparker vedtaget i Syddjurs Kommune. Det forventes at ske i maj eller juni måned i år.

ibs