Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Tidligere kommunaldirektør Annemarie Schou Zacho-Broe, tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) og tidligere økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard i byrådssalen i oktober 2019.
Foto: Peter Leth-Larsen, Ritzau Scanpix.

Direktionen finder nu 15 sager, der er blevet fjernet fra dagsordener i Fredericia

To af de fjernede udvalgssager skal umiddelbart behandles politisk. Den tidligere borgmester og tidligere kommunaldirektør var altid inde over alle dagsordener først.

FREDERICIA: Et kritikpunkt, der tidligt har været fremme i Fredericia-affæren, er, at dagsordenpunkter tilsyneladende forsvandt igen fra udvalgsdagsordener uden at blive behandlet.

Nu har direktionen på opfordring identificeret 15 sager af den slags i perioden juni 2019 til januar 2021, hvoraf to umiddelbart kalder på politisk behandling.

Det fremgår af et udvalgsreferat i økonomiudvalget, der har bedt direktionen undersøge, om der er udvalgssager, der uberettiget er blevet taget af dagsordener forud for udvalgsmøder, eller som slet ikke er blevet sat til politisk behandling, selvom det var påkrævet.

I sagsfremstillingen fremgår det, at flere - blandt andet byrådspolitikere - uafhængigt af hinanden har udtrykt bekymring i den retning, det gælder fx økonomiudvalgsmedlem Cecilie Roed Schultz (EL), der ifølge Fredericia Dagblad på januarmødet bad om en gennemgang på baggrund af konkrete mistanker.

Sagerne fordeler sig på tværs af udvalgene. Og udover de to sager, der med det samme skal behandles politisk, skal de ansvarlige koncernchefer vurdere, om de andre 13 også kræver politisk behandling nu.

"Skrig til himlen"

Af sagsfremstillingen fremgår, at "Der kan ikke gives et entydigt billede af bevæggrundene for, hvorfor udvalgssager er taget af dagsordener eller aldrig er blevet lagt frem til politisk behandling. Altså hvorvidt dette er sket uberettiget. Arbejdsgangen i Fredericia Kommune har i perioden været, at alle udvalgssager er blevet fremsendt til godkendelse hos kommunaldirektøren og den tidligere borgmester forud for formøder i udvalgene." 

Til Fredericia Dagblad siger viceborgmester Susanne Eilersen (DF), at sagen "skriger til himlen":

- Jeg har næsten ikke ord for, hvad det indbefatter. Er det kun toppen af isbjerget, og hvad ligger der ellers? Man skal jo tænke på, at vi som byrådspolitikere kun kan tilgå den information, vi får udleveret af direktionen. Vi har på ingen måde mulighed for at tilgå anden information. Derfor er vi 100 pct. afhængige af, at det materiale, vi får, er retvisende, og at vi får hele materialet, så vi kan beslutte noget på et fuldt oplyst grundlag.

De to sager, der umiddelbart skal behandles, har overskrifterne:

  1. Frigivelse af midler i Spar/lån (udmøntning ønsket behandlet i 2020 på alle budgetopfølgningsmøder)
  2. Halvårlige afrapportering om anvendelse af brandingpuljen.