Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Ni måneders løn for at bortvise gravid læge

Sygemeldt læge kunne ikke rejse hjem fra udlandet til samtale på grund af graviditetskomplikationer. Hun mistede sit job, men regionen overtrådte loven.
17. FEB 2021 13.21

At bortvise en reservelæge, fordi hun ikke kunne komme til en fysisk samtale på grund af graviditetskomplikationer, koster nu den pågældende region en godtgørelse på ni måneders løn, fremgår det af en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet.

Lægen befandt sig i Indien, da regionen ønskede hende til en afgørende samtale - et såkaldt statusmøde. Hun havde foreslået et møde via telefon eller Skype, eller at hendes mand kunne deltage på vegne af hende, men regionen insisterede på et fysisk møde, hvilket hun blev frarådet af sin læge, da hun som gravid var i højrisiko for ufrivillig abort.

Lægen, der blev bortvist i november 2018, havde tidligere haft komplikationer i forbindelse med en anden gravidtet, der endte med en abort og et traumatisk forløb - og været sygemeldt siden maj 2018.

En del af begrundelsen for bortvisningen var også udeblivelse fra et tidligere statusmøde, men nævnet finder ikke, at regionen kunne bevise, at reservelægens graviditet var uden betydning for bortvisningen. Og den går ikke. Gravide er beskyttet i deres job efter ligebehandlingsloven.

Det fremgår af afgørelsen, at lægen mistede sit ufødte barn i januar 2019 - og klagede til Ligebehandlingsnævnet i juni 2019. Nævnet gav altså lægen medhold i klagen, og regionen har for overtrædelsen fået fastsat en godtgørelse til lægen på 335.000 kr. svarende til omkring ni måneders løn.

Se Ligebehandlingsnævnets afgørelse.