"Skal jeg ikke lige smide dig op på bordet og tage dig bagfra?"

Sexchikane findes også i lokalpolitik, viser rundspørger.

Sexchikane er ikke normen, men den findes også i lokalpolitik. Det viser en rundspørge, som Nordjyske har lavet blandt de 89 kvindelige byrådsmedlemmer i landsdelen, hvoraf 37 har svaret.

10 af dem svarer, at de i arbejdet som lokalpolitiker har oplevet grænseoverskridende sprogbrug af sexistisk karakter, og ni har oplevet tilsvarende grænseoverskridende handlinger.

En fortæller anonymt, at et mandligt byrådsmedlem i enrum med sin kvindelige kollega havde spurgt: "Skal jeg ikke lige smide dig op på bordet og tage dig bagfra?" En anden fortæller, hvordan hun flere gange har været udsat for uønskede berøringer som en finger i udskæringen og en hånd langt op ad låret.

En tredje svarer modsat, at hun finder det grænseoverskridende, at hun som kvinde opfattes som én, der ikke kan sige fra. Flere synes, at debatten er kammet over, og at budskabet om, at det er ok at sige fra, burde fylde mere.

Svære gråzoner

Et tilsvarende mønster viste sig for nylig, da JydskeVestkysten spurgte kvindelige syd- og sønderjyske byrådsmedlemmer om det samme. Her gik det igen i svarene, at det er svært at navigere i gråzonerne, fordi folks grænser er forskellige.

Et byrådsmedlem beretter fx, hvordan hun indimellem selv medvirker til en lummer tone, men at hun også har været udsat for en episode, hvor en mand berørte hende på måder og steder, der var grænseoverskridende og gjorde hende utryg. Selv om der også var andre til stede, gjorde hverken hun eller de noget, "fordi situationen ikke rigtig indbød til det".

Ifølge kvinderne i rundspørgen oplever de ikke store generelle problemer, men flere har alligevel oplevet grænseoverskridende opførsel som at blive tilbudt at sove på en mandlig kollegas hotelværelse eller irriterende kommentarer om deres udseende.

KL på vej med materiale

I en rundspørge for nylig fra Radio4 svarede 122 kvindelige byrådsmedlemmer landet over, at de har oplevet sexisme i byrådet. 452 af i alt 790 kvindelige byrådsmedlemmer deltog i denne rundspørge.

Også KL har bebudet en landsdækkende og anonym spørgeskemaundersøgelse blandt byrådsmedlemmer om emnet.

Desuden vil KL udarbejde materiale med værktøjer og vejledning, blandt andet til, hvordan de enkelte byråd kan lave lokale undersøgelser af kulturen, og hvordan sexisme og krænkende adfærd kan håndteres.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev