Regeringen lukker to asylcentre

Grundet det fortsat faldende antal asylansøgere lukker regeringen flere asylcentre og et beredskabscenter.

Udlændinge- og Integrationsministeriet lukker to asylcentre og et beredskabscenter. Det sker grundet det faldende antal asylansøgere, oplyser ministeriet.

- Vi har historisk lave asyltal for tiden. Det betyder, at vi nu kan lukke et par asylcentre. De lave tal betyder også, at vi kan bruge penge på at hjælpe flere flygtninge tættere på konflikterne. Og på vores eget velfærdssamfund, skriver udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), der netop er vendt tilbage til posten efter barsel.

Der er tale om opholdscentrene i henholdsvis Sandvad, der ligger mellem Jelling og Tørring, og Thyregod samt beredskabscentret i Brovst, der bliver lukket. Opholdscentre er centre, hvor asylansøgere venter på at få behandlet deres sag.

12 centre tilbage

Antallet af asylansøgere i Danmark er faldet fra 21.316 i 2015, der var præget af store flygtningestrømme i hele Europa, til 2716 i 2019. Ifølge ministeriet har omkring 1000 personer søgt asyl i Danmark i de første otte måneder af 2020.

I 2015 fik 10.849 personer asyl i Danmark. I 2019 var tallet 1783, og i år til og med august har 395 personer fået asyl.

Beboerne i de centre, der bliver lukket, vil blive placeret på andre centre. Efter lukningen af de to centre vil der ifølge Nyidanmark.dk være 12 asylcentre i drift. Det er et markant fald fra de 98 centre, der var i drift i starten af 2016, hvor presset var størst.

Ud over opholdscentre er der blandt andet et modtagecenter, udrejsecentret Kærshovedgård og flere børnecentre. Ifølge ministeriet er der 2300 personer indkvarteret i asylsystemet, hvoraf 1100 er på ophold.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev