Rune Larsson har ikke længere Beskæftigelse og Integration med i sit direktørområde. Kommunaldirektør Peter Karm har overtaget det midlertidigt, indtil en ny direktør kan tiltræde.
Foto: Haderslev Kommune

Jobcenter får egen direktør for at få løst årelange problemer med arbejdsmiljø

I Haderslev er Rune Larsson fra nu af direktør for Borgerservice, Teknik og Miljø, men ikke længere for Beskæftigelse og Integration.

HADERSLEV: Lang tids dårligt arbejdsmiljø på Jobcenter Haderslev skal nu løses én gang for alle ved, at beskæftigelses- og integrationsområdet opgraderes til at være et selvstændigt direktørområde.

Organisationsændringen er besluttet af Haderslev Byråd, efter at en ekstern konsulentundersøgelse udpegede ledelsesstrukturen som en del af problemet.

Konkret betyder beslutningen, at direktør Rune Larsson, der tidligere har været konstitueret kommunaldirektør, fremover er direktør for Borgerservice, Teknik og Miljø, men ikke længere for Beskæftigelse og Integration. Det område overgår til en ny direktør, der ventes ansat omkring 1. november, og indtil da varetages det med øjeblikkelig virkning af kommunaldirektør Peter Karm.

Det fremgår af beslutningen om organisationsændringen, at der senere kan komme justeringer i fordelingen af ansvarsområderne mellem den kommende direktør og de nuværende, men her og nu har ønsket været at få udskilt beskæftigelses- og integrationsområdet som selvstændigt.

Den hidtidige direktør Rune Larsson har været så tæt forbundet til arbejdsmiljøproblemerne på jobcentret, at den eksterne konsulentundersøgelse blev foretaget i regi af økonomiudvalget og ikke beskæftigelsesudvalget, hvis øverste embedsmand er Rune Larsson.

Vikar startede undersøgelse

Undersøgelsen blev sat i værk, efter at en vikaransat socialrådgiver afviste forlænget ansættelse på grund af utilfredshed med forholdene på jobcentret og i stedet i en rundsendt mail beskrev problemerne, som hun havde oplevet dem. Blandt hendes budskaber var, at 'ledelsen ikke samarbejder for det fælles bedste', at medarbejderne er 'brikker i deres interne konflikter', at 'ledelsen omtalen hinanden grimt', og at man 'kan opleve, at de ligefrem modarbejder hinanden'.

Også tidligere havde der været henvendelser af samme art, men den fratrådte socialrådgivers mail fik bægeret til at flyde over og undersøgelsen sat i gang. Haderslev Kommune oplyser at rekrutteringsprocessen for en ny direktør allerede er sat i gang.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job