
Vi har fået mere tillid til politikerne under coronakrisen. I hvert fald hvis man skal tro TrygFondens Tryghedsmåling 2020. Faktisk har danskernes tillid til politikerne aldrig været højere siden den første valgundersøgelse i 1971, viser målingen.
- Befolkningen føler, at politikerne står sammen om at løse problemerne - både i forhold til smitte og økonomi, og at der både bliver udvist samarbejdsvilje og handlekraft, siger forskningschef i TrygFonden Anders Hede.
Undersøgelsen er foretaget årligt siden 2004. Her bliver der spurgt til danskernes tryghedsfornemmelse og til emner som familie og økonomi. Forskerne har indsamlet data om tilliden til politikerne 17.-22. maj 2020. Og selvom der under krisen har været eksempler på, at regeringen har fået kritik for sin håndtering, er det ikke nok til at rykke ved tilliden, mener Anders Hede.
- Det, at der er kritik og diskussion, opfatter langt de fleste som en naturlig ting i et demokrati. Folk tænker ikke, at der hersker kaos og forvirring i det politiske system, siger han.
Formentlig lavere tillid efter corona
Politikernes måde at håndtere coronaen på kan være en væsentlig forklaring på den stigende tillid, mener Rune Stubager, valgforsker og professor ved Aarhus Universitet.
- Hos mange vælgere er der en opfattelse af, at politikerne har håndteret krisen på en god måde. Både døds -og smittetallene er meget lave både absolut set, men også sammenlignet med andre lande, siger han.
Dog vil en tilbagevenden til 'normal politik' formentlig føre til lavere tillid, mener han.
- Når coronasituationen glider mere i baggrunden, og vi står med de økonomiske udfordringer, er løsningerne ikke så lige for som at lukke landet ned og sende folk hjem. Det bliver et langt, sejt træk, siger han.
Det er også en 'naturlig menneskelig reaktion', at vi står sammen, når en krise som covid-19 gør sit indtog, mener Kasper Møller Hansen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
- Det, vi normalt ser i krisesituationer, er, at befolkningen står sammen om deres ledere og om den fjende udefra, der kommer og skaber frygt og skubber ved den tilværelse, man har, siger han.
Dermed er målingen også i højere grad et udtryk for dette, end at opfattelsen af lederne har ændret sig, mener forskeren.
- Hvis der bliver trådt ved siden af, er danskerne ret konsekvente i deres måde at evaluere de politiske ledere på, og så kan man forestille sig, at tilliden vil forsvinde, siger Kasper Møller Hansen.
Danskerne føler sig trygge
Samtidig viser undersøgelsen, at danskerne trods coronakrisen i høj grad føler sig trygge.
- Vi foretog målingen, før coronakrisen brød ud, og for at se, om krisen havde rykket ved danskernes tryghed, gentog vi dele af dataindsamlingen, lige efter at den store genåbning gik i gang. Den gode nyhed er, at krisen ikke har rykket grundlæggende ved vores tryghed, siger Rie Odsbjerg Werner, direktør i TrygFonden.
Hovedundersøgelsens data er indsamlet fra 16. juni til 13. august 2019. I år har et repræsentativt udsnit på 6.689 personer over 18 år deltaget i målingen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.