Beskæftigelsesministeret har indført en ny rangordning af kommunernes jobcentre, og metoden falder bestemt ikke i KL's smag.
- Det er ærgerligt, at vi nu igen må konstatere, at proceskrav tilsyneladende er vigtigere end resultater for borgerne. Det går lodret imod de politiske intentioner om at signalere tillid til kommunernes indsats og medarbejdernes faglighed. Regler og tjeklister kommer igen i centrum siger Thomas Kastrup-Larsen (S), formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, om den nye måling og rangordning af jobcentrene.
Målingen hedder 'Jobcenterindblik' og er udarbejdet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Star. I målingen rangordnes kommunerne i fire kategorier:
- Inspirationskommune (opfylder både resultat- og fokusmål)
- Ikke aktuel i risiko (opfylder ikke resultatmål, men begge fokusmål)
- Opmærksomhedskommune (opfylder resultatmål, men ikke begge fokusmål)
- I risiko for skærpet tilsyn (opfylder hverken resultatmål eller de to fokusmål)
Selvom en kommune har gode resultater, rangordnes den under kommuner med mindre gode resultater, hvis den ikke opfylder de nye fokusmål om antallet af samtaler og aktive tilbud. Det gælder for eksempel i Nyborg, som for nyligt blev fremhævet af Beskæftigelsesministeriet som den kommune med bedst resultater og dermed en kommune, andre kan lære af. I den nye randordning havner Nyborg næstnederst i kategorien 'Opmærksomhedskommune'.
Den gale vej
Det sker, fordi Nyborg Kommune ligger i underkanten af målopfyldelsen i forhold til de nye fokusmål. Og på trods af, at Nyborg Kommune stadig har de bedste resultater målt på indsatsen i forhold til deres rammevilkår. Og det er den gale vej, siger Thomas Kastrup-Larsen.
- De politiske ambitioner bag aftalen om en forenklet beskæftigelsesindsats var netop, at tiden ikke længere skulle bruges på skemaer, registreringer og ulogiske regler, men i stedet på at give den indsats, der bringer borgeren tættere på selvforsørgelse. Denne måde peger i den modsatte retning, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Han opfordrer nu i et brev beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til at overveje at skrotte rangordningen, eller alternativt justere, så gode resultater vejer tungere end proceskrav.
- Vi har en fælles ambition om at trække beskæftigelsesindsatsen i en retning, hvor det primære sigte er hurtigst muligt at hjælpe ledige borgere i arbejde eller uddannelse med udgangspunkt i den enkeltes behov og med plads til faglighed og engagement hos medarbejderne, og at det også er det, kommunerne skal måles på. Jeg er bange for, at den ambition lider et knæk, siger Thomas Kastrup-Larsen.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.