Kastrup-Larsen: Vi har ikke brug for ministermål om værdighed

Der blev sendt stikpiller til Christiansborg fra KL’s beskæftigelsestræf tirsdag.
25. FEB 2020 10.54

- Vi har ikke brug for skærpet tilsyn, og vi har ikke brug for ministermål om værdighed.

Med de ord sendte Thomas Kastrup-Larsen (S), formand for KL's Arbejdsmarkeds og Borgerserviceudvalg, en klar besked til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), som først på måneden udstak et særligt værdighedsmål for beskæftigelsesindsatsen.

Det nytter ikke noget, at de nationale politikere peger fingre ad jobcentre og kommuner, når der kommer dårlige sager i medierne. Det er den samme fortælling, der har låst sig fast hos politikerne på Christiansborg, og det skaber mistillid til de opgaver, som jobcentrene til daglig udfører, mener Kastrup-Larsen.

- På Christiansborg skal de tage ansvar for den lovgivning, som de har vedtaget, og hvis ikke de er tilfredse, må de ændre den. Det er ikke fair, når de, der har vedtaget lovene, bagefter går ud og kritiserer os. 

Bredere rammer
I stedet skal jobcentrene landet over have bredere rammer og mere frihed til at løse den kerneopgave, som centrene skal opfylde. 

- Jobcentrene skal skabe værdi for både borgere og virksomheder. Og det er jo helt implicit, at vi behandler vores borgere med værdighed, sagde han. 

Formanden peger også på, at der i forvejen er pres fra mange sider, der påvirker jobcentrene og de enkelte medarbejdere. 

Blandt andet mener han, at der skal gøres op med de hårde proceskrav fra Christiansborgs side, incitamentsstyring, og nu ministermål om værdighed. 

Det er helt urimelige krav fra Christiansborg, mener formanden. 

Hvor bliver nærhedsreformen af?
Samtidig efterlyste han, at nogen for alvor gør noget ved den nærhedsreform, som statsministeren lancerede i sin åbningstale i Folketinget.

Han erkendte dog også, at der er områder, hvor kommunerne kan blive bedre.

- Nogle får ikke den indsats, de har behov for og krav på, og det går ud over tilliden. Vi kan ikke undgå fejl, men de skal være så får som muligt, og vi skal rette op på dem hurtigst muligt, sagde han.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt