MIDTJYLLAND: Fra 1. marts slår Region Midtjylland kun fuldtidsstillinger op, har et flertal i regionsrådets forretningsudvalg besluttet. Det skal formelt godkendes af regionsrådet, og der er desuden den bagdør, at selvom en stilling opslås som fuldtids, så kan den godt ende med at blive besat på deltid.
Beslutningen kommer i forlængelse af en aftale, der blev indgået i december sidste år mellem Danske Regioner og fagforeningerne i Forhandlingsfællesskabet. Den overordnede målsætning er, at de regionale arbejdspladser skal transformeres fra deltids- til fuldtidsorganisationer, så det fremover bliver normen at være ansat på fuldtid.
Også i den aftale er der åbnet for, at en 'mulighed for deltid baseret på hensyn til den enkelt medarbejder og opgaveløsningen', som det hedder i den fælles-regionale aftale. I den midtjyske udgave hedder det, at 'den lokale ledelse i den konkrete ansættelsessituation ud fra en samlet vurdering (kan) tage hensyn til ansøgeres evt. særlige behov for ansættelse på deltid'.
Et andet tiltag i samme boldgade er, at sygeplejersker og sosuassistenter, der er deltidsansatte på regionens sygehuse, får ret til at komme op på fuldt tid, hvis de selv ønsker det. Det understreges, at der er tale om frivillighed fra medarbejdernes side, regionen er derimod forpligtet til at opfylde et ønske om fuldtid.
- Vi kan ikke annoncere os til flere medarbejdere, for ledigheden er lav, og ungdomsårgangene er faldende. I stedet bliver vi nødt til at bruge en hel vifte af initiativer for at være en attraktiv arbejdsplads, hvor vi har kvalificerede medarbejdere – og nok af dem, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en kommentar.
Et andet initiativ er introduktionsstillinger til nyuddannede sygeplejersker med det mål at fastholde flere nyuddannede i faget. I dag arbejder omkring hver anden sygeplejerske i Region Midtjylland på deltid.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.