AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Kommuner ruster sig til grønne projekter

Millioner fra Novo Nordisk Fonden skal hjælpe kommunerne med at opbygge kompetencer i kommunerne til at føre arealomlægninger ud i livet uden for meget bøvl.  
15. FEB 2026 13.05

Fra at være planer på et skrivebord skal visionerne fra Grøn Trepart nu for alvor ud og spire i landskabet.

Kommunerne tager dermed hul på en stor opgave, da de er primus motor for de mange arealomlægninger, der skal til, for at forvandle tusindvis af hektar til skov og vild natur.

For at nå i mål med det arbejde lancerer Kommunernes Landsforening (KL) et femårigt projekt, der skal hjælpe med at reducere flaskehalse i processen.

Projektet hedder "Kommunernes vej til et grønt Danmark" og støttes med 35 millioner kroner af Novo Nordisk Fonden.

- Visionen med projektet er at understøtte kommunerne med at realisere den grønne trepart, siger Johannes Lundsfryd Jensen (S), der er formand for KL's Klima- og Miljøudvalg.

Donationen fra Novo Nordisk Fonden skal helt konkret sørge for, at medarbejderne i kommunerne får den nyeste viden, så de er bedre rustede til at navigere i alt fra beregninger af kvælstofeffekter til EU-støtteordninger.

Derudover oprettes der et fælles fagligt kompetencecenter, hvor kommunale medarbejdere får adgang til analyser og vejledninger samt input fra eksperter.

- Nu sikrer vi, at medarbejderne har et sted at gå hen, når de har brug for hurtig hjælp og hurtig sparring, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Er 35 mio. kr. nok?

Projektet rummer også en pulje på fem millioner, der skal hjælpe mindre kommuner med at samarbejde på tværs af kommunegrænserne.

Det kan for eksempel være ved at deles om at ansætte en ekstra medarbejder.

Til spørgsmålet, om de 35 millioner kroner er nok til at hjælpe landets 98 kommuner med arealomlægningen, svarer Johannes Lundsfryd Jensen:

- Det er vores vurdering, at det er det, der skal til, for at vi når i mål. Men vi kan jo ikke vide det, før vi er godt i gang med det, siger han.

En ting, der er sikkert, er, at der ligger en voksende bunke af grønne ambitioner at tage hul på.

For nylig rundede arealomlægningen over tusind søgte projekter i den såkaldte multifunktionelle arealregistrering, i daglig tale Mars.

Det er en digital platform, der samler alle arealomlægningsplaner i landet.

Organisation bekymret for fremdrift

Projekterne spænder over alt fra skovrejsning til minivådområder.

Og de vidner om en stor interesse for at bidrage til Grøn Trepart, lyder det fra Martin Hjort Jensen, der er viceformand i landmændenes brancheorganisation Landbrug & Fødevarer.

- Landmændene vil gerne, og lodsejerne vil gerne. Det er de tusind søgte projekter et udtryk for. Så viljen er der, og aktiviteten er der, fastslår han.

Midt i glæden er Martin Hjort Jensen dog netop bekymret for, om kommuner og de øvrige myndigheder er gearet til at sætte projekterne i søen hurtigt nok.

- Vi har en bekymring omkring fremdriften, og at projekterne sander til i manglende ressourcer, siger han og fortsætter:

- Så vi har fokus på politisk afklaring på det faglige og et stærkt fokus på øgede ressourcer, sådan at kommunerne kan levere det, de faktisk gerne vil.

Martin Hjort Jensen er derfor umiddelbart positivt stemt over for KL's nye projekt. Han understreger dog, at han endnu ikke kender til detaljerne i det, og at han derfor ikke kan kommentere yderligere på det.

- Men alle de tiltag, som kan tages for at optimere indsatsen med Grøn Trepart, hilser vi velkomne. Det kan være med til at imødegå noget af min bekymring, siger Martin Hjort Jensen.

Fra KL lyder det, at man vil gøre alt, hvad man kan, for at lodsejere og landmænd får deres projekter realiseret.

- Vi skal nok lægge os i selen for at levere vores del af aftalen, og de statslige styrelser gør det samme, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kommuner-ruster-sig-til-groenne-projekter

GDPR