
Det handler om cykelløb, men også om at vise Danmark frem fra sin bedste side. Derfor håber arrangørerne både på solskin og vind, når verdens største cykelløb, Tour de France, i 2021 tager sin begyndelse på dansk grund. Ruten blev afsløret på et pressemøde i går.
De fem danske værtskommuner, Region Hovedstaden og i mindre omfang gennemkørselskommunerne har bidraget kraftigt til det samlede udgiftsbudget i omegnen af 150 mio. kr., og ruteplanlæggerne har naturligt nok skullet tage hensyn til værterne, så en række af lokale seværdigheder kommer med på tv-billederne i de tre dage, Touren gæster Danmark.
Det omfatter både Amalienborgs Slotsplads og Kongernes Jelling plus en buket af andre lokale mindesmærker på ruten gennem Danmark, hvor de sportslige udfordringer - mærkerne for bjerg- og pointspurter - til lejligheden er udstyret med franskklingende navne som Côte d'Høve Stræde.
Sætter sin lid til vinden
Det har ikke været en hel nem opgave. Der ikke mange bakker og bjerge at udsætte feltet for. Til gengæld har Danmark langs kysterne ofte vind, og den skal meget gerne være der, når de tre etaper afvikles, hvis det skal give spændende cykelløb.
Det har ruteplanlæggerne i høj grad tænkt ind i etaperne, hvor store dele af ruterne skal køres tæt på kysterne, i håbet om at vinde kan skabe ravage i feltet.
- Jeg håber på virkelig meget vind - både modvind og gerne sidevind, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), som er formand for selskabet, der arrangører den danske Tour de France Grand Depart.
Det indledes med en 13 kilometer lang enkeltstart i København, 2. etape går fra Roskilde til Nyborg over Storebælt, mens sidste etape køres fra Vejle til Sønderborg, hvorfra Tour-feltet flyver til Frankrig til 4. etape.
Både værtskommuner og gennemkørselskommuner bidrager
Værtskommunerne, som bidrager klart mest til Tour-budgettet, er foruden København/Region Hovedstaden, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg. Men Tour-ruten går undervejs gennem Lejre, Holbæk, Kalundborg og Slagelse (2. etape) samt Kolding, Haderslev og Aabenraa (3. etape).
Gennemkørselskommunerne betaler også for fornøjelsen, men langt mindre end de officielle værtsbyer. Til gengæld glæder man sig omtrent ligeså meget i eksempelvis Kolding, hvor borgmester Jørn Pedersen (V) ikke lægger skjul på sin begejstring over, at touren går igennem selve Kolding by.
- Der er lagt op til en rigtig folkefest, når feltet kører igennem vores skønne kommune. Ruten går gennem Kolding midtby, langs Slotssøen, ud af Skamlingsvejen, igennem Christiansfeld, og jeg vil gerne opfordre alle til allerede nu at tænke på om vi kan lave nogle aktiviteter og events både op til og på selve Tdf-dagen. Der er jo millioner af seere, der kan se hvad vi har at byde på her i Kolding, og vi som borgere, får en unik mulighed for at komme helt tæt på og opleve en af verdens største sportsbegivenheder, siger Jørn Pedersen.
Se tour de france ruterne i Danmark hos Erhvervsministeriet og mere fakta om løbet her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.