Læger fortsat utilfredse med Sundhedsplatformen
Foto: Christian Lindgren, Ritzau Scanpix

Læger fortsat utilfredse med Sundhedsplatformen

Fire ud af ti medarbejdere på sygehuse på hele Sjælland har svaret på brugerundersøgelse af Sundhedsplatformen, og de er langt fra tilfredse.
7. NOV 2019 14.07
TEMA: Sundhedsplatformen

HOVEDSTADEN / SJÆLLAND: I september har i alt 19.584 ud af 49.681 adspurgte medarbejdere på tværs af Region Sjælland og Region Hovedstaden svaret på en brugerundersøgelse af den elektroniske patientjournal. Oplevelsen af Sundhedsplatformen ser ens ud på tværs af regionerne, selvom tilfredsheden er en anelse lavere i Region Sjælland end i Region Hovedstaden.

Budskabet er ikke til at tage fejl af, for utilfredsheden med den udskældte patientjournal er fortsat stor:

67 procent af lægerne i Region Sjælland og Region Hovedstaden har tilkendegivet, at de enten er ’utilfredse’ eller ’meget utilfredse’ med it-systemet Sundhedsplatformen, der tidligere har fået kritik af en lang række læger.

Overlæge på medicinsk afdeling i Roskilde Peter Marckmann mener, det er en katastrofe, at så stor en del af lægerne er utilfredse med computerprogrammet.

- Det er en katastrofe, at så stor en del af de lægelige medarbejdere føler, at de har et dårligt redskab at arbejde med, siger han til DR Sjælland.

Sundhedsplatformen er det vigtigste værktøj i vores daglige arbejde, og hvis det ikke fungerer, går det både udover vores effektivitet og patienternes sikkerhed, siger Peter Marckmann.

På en skala fra 1-5 er tilfredsheden i Region Hovedstaden 2.9 og tilfredsheden i Region Sjælland 2.6.

- Beskeden fra medarbejderne er ret tydelig. Vi er slet ikke færdig med at udvikle og optimere Sundhedsplatformen. Det er første gang, vi laver undersøgelsen i Region Sjælland, og den viser, at lægerne er markant mere utilfredse end de øvrige faggrupper. Det skal vi arbejde på, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) fra Region Sjælland.

Problemer med medicinområdet skal løses ud på hospitalerne
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) fra Region Hovedstaden konstaterer samtidig, at det stadig er problemer på medicinområdet, der fylder meget hos personalet.

- Det tager tid at få den elektroniske patientjournal til at virke, så den lever op til de ambitioner, vi har for fremtidens sundhedsvæsen, hvor hospitaler, kommuner og praktiserende læger skal arbejde tættere sammen om den enkelte patient, siger hun.

Regionerne vil inddrage medarbejdernes input til yderligere at kvalificere arbejdet med at udvikle Sundhedsplatformen. De to regioner ønsker at få flere projekter ud på hospitalerne - helt tæt på de mennesker, der hver dag arbejder med patientjournalen - som fx medicineringsprojektet på Rigshospitalet, hvor tre klinikere og en centerdirektør har fået mandat til at prioritere forbedringerne på medicinområdet i samarbejde med relevante klinikere.

Politikerne følger anbefalinger fra ekspertrådet
Både i Region Hovedstaden og Region Sjælland er der i budgetterne for 2020 og i årene fremad afsat ressourcer til bl.a. arbejdet med at forbedre brugernes tilfredshed med Sundhedsplatformen.

I september behandlede Forretningsudvalgene i begge regioner en handleplan udarbejdet på baggrund af anbefalingerne fra det uafhængige ekspertråd. Regionerne er i samarbejde med leverandøren Epic i gang med at handle på baggrund af anbefalingerne og konklusionerne. Opfølgningen vil løbende blive revideret og konkretiseret, og der vil fortsat være centrale medlemmer af Ekspertrådet tilknyttet.

Handleplanen indeholder fire områder, der skal være i fokus for arbejdet:

  • Bedre styring (prioritering med hospitalerne for bordenden)
  • Styrkelse af hospitalernes indførelse af forbedringer
  • Fortsat fokus på at forbedre medicinområdet
  • Styrkelse af it-organisationen ift at støtte om fremtidens digitale sundhedsvæsen

Og målet for arbejdet er:

  • Klinikerne skal have mere tid til patienten
  • Højere kvalitet, færre fejl i systemet
  • Bedre adgang til data
  • Mere inddragelse af patienten

MG

Se resultaterne fra brugerundersøgelsen her

Se hovedkonklusionerne af brugerundersøgelsen her

Opdateret torsdag 14.49

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt