KOLDING: Når Koldings nye vartegn, Kolding Sky, står færdigt i 2021, er det ikke kun udsigt og central placering, som gør bygningen unik. Højhuset med de godt 100 moderne lejelejligheder bliver også de første svanemærkede lejeboliger i Jylland. Bag byggeriet står AP Pension, som har planer om at investere i flere boliger i Kolding.
Ønsket om at svanemærke Kolding Sky skal ses i forlængelse af AP Pensions ambitioner om at understøtte den grønne omstilling inden for byggeriet og en bæredygtig udvikling i samfundet i det hele taget.
- De grønne ambitioner gælder altså også for vores byggeri, og vi tror på, at certificeringen med Svanemærket er med til at skabe nogle attraktive ejendomme, der også giver gode afkast til vores kunder, forklarer Peter Olsson, administrerende direktør i AP ejendomme.
Ambitionen er, at alle fremtidige boligejendomme, som AP Pension opfører, skal være bæredygtige.
Bæredygtigt byggeri
Kolding Sky er det første svanemærkede byggeri, som AP Pension opfører. Arkitema Architects står for at udvikle boligerne, der kommer til at have et lavt energiforbrug, godt indeklima og et fokus på bæredygtighed i hele byggeriets livscyklus:
- Svanemærkede boliger lever op til bygningsreglementets skrappeste energikrav. I Kolding Sky opnås det gennem energieffektive konstruktioner, A-mærkede vinduer, ventilation med varmegenvinding og el-producerende solceller på taget, fortæller Amdi Worm, civilingeniør ved Arkitema Architects og fortsætter:
- I et svanemærket boligbyggeri stilles der desuden særlige krav til byggematerialerne, som skal leve op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer. Det er en vigtig forudsætning for, at de senere kan genanvendes. Samlet opnås et energieffektivt byggeri, der med tekniske løsninger, materialevalg og overflader har indeklima og beboernes sundhed og velvære i fokus.
MG
Fakta om Kolding Sky
- Etager: 19
- Højde: 70 meter
- Lejligheder: 98
- Størrelse: 74-157 kvm
- Bygherre: AP Pension
- Miljøcertificering: Svanemærket
- Arkitekt: Arkitema
Om svanemærkning af bygninger
- Svanemærket er Nordens officielle miljømærke. En svanemærket bygning er kendetegnet ved:
- Lavt energiforbrug og præmiering for brug af vedvarende energi
- Godt indeklima gennem krav til blandt andet ventilation, dagslys, fugtsikring og afgasning af skadelig kemi
- Lever op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer i både byggematerialer og kemiske produkter
- Lever op til strenge krav til bæredygtigt, certificeret træ
- Gennemgang af en uvildig tredjepart af både byggeproces og det færdige byggeri
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.