• Aktuelt

Foto: Anita Corpas, Ritzau Scanpix

25 år efter vækker lukning af Ny Dag og Bornholmeren stadig undren

2. nov 2019, 9:50
KRONIK A-Pressen lukkede dagbladene Bornholmeren og Ny Dag på Lolland med en dags varsel i 1994. Siden er mange andre lokale medier forsvundet og nyhedsørkener truer. Bornholmerens sidste chefredaktør, der blev lige så overrasket som alle andre, reflekterer.

BORNHOLM:  Dagbladet Bornholmerens sidste chefredaktør tænker 25 år tilbage - da avisen troede sig sikret efter store it-investeringer, og alligevel pludselig blev lukket:

Gennem de 25 år der nu er gået siden Bornholmeren i 1994 lukkede, har mange spurgt mig: Hvorfor lukkede avisen?

Svaret på, hvorfor Bornholmeren - og søsteravisen Ny Dag på Lolland - blev lukket i oktober 1994 er aldrig blevet (ærligt) besvaret, fordi det var en beslutning, som en snæver kreds i fagbevægelsens absolutte top tog.

Det skete på et tidspunkt, hvor begge aviser ni måneder forinden havde fået nye redaktionssystemer. Det var det nyeste nye på markedet. A-Pressen havde brugt millioner på at ekvipere redaktionerne med Lino-Hell-IT - et såkaldt helsidesombrydningssystem.

Alle ansatte i A-Pressen så det som beviset på, at der ikke ville ske lukninger og at fremtiden var sikret med ny IT.

Derfor kom det som et chok, at der under punktet  'A-Pressen' på LO’s Repræsentantskabsmøde i Falkonér Centeret på Frederiksberg, blev taget denne drastiske beslutning.

Jeg er ofte blevet spurgt: 'Jamen, du vidste del vel på forhånd?'

Mit svar er et klart nej.

Aftenen forinden var ledelsen af Bornholmeren og tillidsfolkene for personalegrupperne blevet bedt om at tage morgenflyet til København og deltage i LO’s repræsentantskabsmødet. Vi havde ingen forudanelse om lukning. Vi regnede med, at der muligvis ville blive fremsat nye visioner for A-Pressen, men ikke at det ville slutte her.

Mens det store repræsentantskab - herunder fagbosserne - mødtes i Falkonérsalen blev de to avisers ledelser og tillidsfolkene for de ansatte bedt gå op bag kulisserne og deltage i et møde i noget, der mest af alt mindede om et sminkerum. I disse meget beskedne lokaler blev vi kort orienteret om, at der ville blive taget en beslutning i salen om, at de to små aviser måtte lukkes, og at det skete for at redde flagskibet Aktuelt.

Beskeden var, at det ville være en solvent lukning - alle tilgodehavender ville blive betalt til abonnenter og andre, der havde penge til gode. Og de ansatte ville få deres retmæssige løn i opsigelsesperioden.

Det var ganske enkelt et kæmpechok, at gulvtæppet blev revet væk. Vi havde i årevis levet med, at denne risiko eksisterede, men med de nye tiltag blot ni måneder før, var det på ingen måde indlysende at LO-toppen skulle spænde ben for de to avisers mange dygtige medarbejderes fremtid.

Økonomisk perspektiv
Der var med sikkerhed et økonomisk perspektiv, der drev LO-lederne. De havde nemlig et trecifret millionbeløb på vej ind i kassen ved at salg af Aktuelts store ejendom på Rådhuspladsen i København. Dette kolossalt store beløb ville i årtier frem have været en hindring for at lukke de mindste aviser i A-Pressen.

Dermed var det et 'nu eller aldrig'-scenarie - og så valgte de den kyniske beslutning at lukke Ny Dag og Bornholmeren. De undgik, hvad de anså for at være endeløse debatter med de 'små irriterende' lokale medier. Og diskutere en fusion med Bornholms Tidende orkede det heller ikke.

Min overordnede konklusion på hvorfor det gik som det gjorde - og man besluttede at lukke de to aviser, er at selve ejerskabet blev en klods om benet for aviserne.

LO-forbundenes topfolk fattede tilsyneladende ikke spor af forretningssammenhænge i mediebranchen - og den LO-konsulent de satte på opgaven at nurse aviserne havde heller ingen dokumenteret viden om medier. Det var i sidste ende ingen hjælp, at man få år forinden havde ansat en af den danske avisverdens mest vidende og kompetente chefer, Lisbeth Knudsen, som topchef for A-Pressen.

Fagbosserne brændte ud i deres syn på de små aviser i deres ejerskab og orkede tilsyneladende ikke at tage stilling til det ene krisetegn efter det andet - og endte med at have et tunnelsyn, som blev mere og mere kulsort. Al kommerciel tankegang lod sig ikke gøre, og eksempelvis blokerede LO-toppen for, at Bornholmeren kunne få lov til at udbyde trykopgaver på det eksisterende marked.

'Iskold mand'
Hvis vi i dag skulle have det ærlige svar på, hvorfor Bornholmeren og Ny Dag måtte lukkes, så ville tre centrale aktører i beslutningen være de daværende fagforbundsbosser: LO-formand Finn Thorgrimson, Metal-formand Max Bæhring og NNF-formand Anton Johannsen.

Alle tre er siden tre døde, men i min optik var det netop de tre, der trak den økonomiske støtte væk fra de to små A-presseaviser.

Og beslutningen tog de formentlig allerede i februar 1994 - kort tid efter der var indkøbt for millioner af kroner nyt it-udstyr til de to aviser. Lisbeth Knudsen fratrådte nemlig i marts som direktør for de to små A-presseaviser, og undgik dermed at få lod og del i den barske beslutning om at lukke dem.

Finn Thorgrimson var en iskold mand, der ikke forstod at have en dialog med folkene på gulvet. Det affødte at de ansatte på Bornholmeren følte at de havde 'verdens hårdeste arbejdsgiver'. Et udsagn jeg kun kan bakke op; vi var simpelthen bare spændt for en vogn, hvor kravet var, at alle sled. Folk i flere dele af virksomheden blev ganske enkelt slidt op.  

En stor del at Bornholms befolkning husker i dag Bornholmeren, som var den lille røde tabloidavis. Nogle savner avisen den dag i dag, selv om den repræsenterer en vanskelig tid med voldsomme politiske debatter, hvor visionære holdninger der pegede i retning mod omstillinger i samfundet havde det svært.

Bornholm har rykket sig
Bølgerne gik højt i 1992 på Bornholm, da socialdemokraten Elly Wolff fremførte ideen om, at Bornholm skulle omdannes fra fem kommuner til én. Bornholm havde dengang i alt 127 folkevalgte byråds- og amtsrådsmedlemmer, som ustandseligt kæmpede hårdt om at skulle bestemme, hvilken retning den kriseramte ø skulle bevæge sig. Der var stridigheder på kryds og tværs af Bornholm og ingen kunne finde ud af at samarbejde.

Bornholm har, i de 25 år der er gået, fundet en ny fremtid og har i dag rykket sig på en række parametre. Øen er i dag en landsdel, der markerer sig et samfund der er præget af ressourcestærke mennesker. Turismen blomstrer og Bornholm bliver ustandseligt omtalt som en ø med unikke oplevelser - både kulinariske og naturmæssige.  

Jeg savner ofte Bornholm, men ikke det slid det var for at få en lille ressourcefattig avis på gaden. - Og jeg savner de dedikerede mennesker, der var ansat på Bornholmeren.

Tiden har vist, at aviser er en truet branche, og at læsertallene ubønhørligt siver, men nye digitale medier vinder frem. Udviklingen har reelt været i gang i et halvt århundrede - og er de senere år blevet yderligere forstærket af at internettet snupper kunder og annonceindtægter fra trykte medier.  

Jeg vil gerne benytte muligheden for at takke alle Bornholmerens medarbejdere, både de 54 fuldtidsansatte, som var der de sidste år, samt øvrige tilknyttede. De repræsenterer for mig en særlig kampånd.

Frisk og frejdig avis
Også en varm tak til de tidligere chefredaktører, der prægede avisen og gjorde den til et stærkt medie.

Tak til rebelske Bent Øberg, med den skarpe chefredaktør-pen, og som gav avisen en identitet, der rungende fik forklaret hele Danmark, at 'Bornholm er her også'.

Tak til evigt aktive Niels Lindén, der skabte en avis med et mere folkeligt indhold, og som med et tæt forhold til A-Pressen sørgede for at avisen fik en smule mere bevågenhed i LO-toppen.

Tak til Søren Wolff, der brændte for avisen, for Socialdemokratiet og for at skabe et lokalpolitisk stærkt dagblad. Søren lykkedes med at fastholde avisen som 'en god ven', der dagligt kom ind igennem brevsprækken. Nærheden til læserne var i centrum.

I gjorde det allesammen fantastisk. Med jeres stabile indsats lykkedes det, at få en frisk og frejdig avis på gaden seks dage om ugen.

Alle ansatte medvirkede i alle årene til at holde gang i en nyttig og skarp politisk dialog, der kunne forme Bornholm som en aktiv ø.

Bornholmeren blev 92 år.

Æret være alle jer, der gennem årene kæmpede for avisen. Jeg håber at mange i disse dage - og mange år fremover - husker de utallige hjertelige minder vi fik igennem Bornholmeren.

Bo Schriver, forhenværende chefredaktør (1991-1994)

 

Vi anbefaler

Navne

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Fordi mennesker betyder alt
Stillinger fra dkjob

Se alle aktuelle stillinger

Ritzau
Mest læste
Anmeldelser

Klummen af Michael Kjærgård