
Reaktionerne på fredagens økonomiaftale mellem regeringen og KL spænder fra den ene yderlighed til den anden. Mest begejstret er ikke overraskende finansministerens og KL-formandens parti Socialdemokratiet, mens det tidligere finansministerparti Venstre er mest forbeholden.
Reaktioner fra politikere:
- Christian Raabjerg Madsen (S), finansordfører:
- Igen styrker vi velfærden. I onsdags sikrede vi med regionerne flere penge til bedre behandling på sygehusene. I dag løfter vi velfærden i børnehaver, skoler og på plejehjem sammen med kommunerne. Stolt af at være socialdemokrat. - Sophie Løhde (V), gruppenæstformand:
- Endnu et velfærdsbluff fra S-regeringen. Der er intet løft til velfærden i kommunerne - kun dækning af demografi og uundgåelige merudgifter. Stik modsat af hvad S lovede i valgkampen. - René Christensen (DF), finansordfører:
- Finansministeren har haft et fantastisk mandat, så vi havde troet, at man havde leveret kraftigt på løfterne om at styrke velfærden. Det gør man ikke med denne aftale. Den dækker kun, at der kommer flere ældre og flere børn. - Charlotte Bromann Mølbæk (SF), kommunalordfører:
- Efter flere år med fyringer og alt for få penge til velfærd, er det et skridt i den rigtige retning. Kommunernes økonomi er skåret helt ind til benet, og aftalen er første skridt i den nødvendige genopretning af vores velfærd. - Rune Lund (EL), finansordfører:
- Det er en aftale, som betyder, at pengene følger med, når der kommer flere ældre og børn. Derudover indeholder aftalen et egentligt løft af velfærden. Det er positivt og vigtigt. Men det er ikke en aftale, der indeholder et tilstrækkeligt løft på alle områder eller genopretter vores velfærd.
Reaktioner fra fagforeninger:
- Mona Striib, forbundsformand, FOA:
- For første gang i mange år kan velfærden få et reelt løft. Det er så vigtigt, at effektiviseringsprogrammet nu endelig er lagt i graven - det er det, der gør forskellen, og det er det, vi i FOA har arbejdet for i flere år. Forhåbentlig betyder aftalen, at ældre og børn fra næste år vil opleve en forbedret service. - Bodil Otto, formand, HK Kommunal:
- Jeg anerkender, at man ikke kan løse alle problemer på en gang. Og aftalen er fornuftig og peger generelt i den rigtige retning. Men jeg forudser, at vi alligevel desværre vil se sparerunder i flere kommuner i 2020. Det skyldes, at mange kommuner er så udsultede efter mange år med udhuling af økonomien. - Elisa Rimpler, formand, BUPL:
- Vi vil gerne rose regeringen for at leve op til løftet om at dække demografien, så kommunerne ikke skal spare på børneområdet, når børnetallet stiger. Nu har vi en aftale, der betyder, at der kan sættes en prop i besparelserne på børneområdet. - Sara Vergo, formand, DJØF Offentlig:
- Det er godt og helt nødvendigt, at grønthøsteren er kørt i garage. Det har lagt et helt urimeligt pres på de ansattes arbejdsmiljø og gør det svært at levere den kvalitet i arbejdet, som de ansatte ønsker at levere, og som borgerne forventer. - Mads Bilstrup, formand, Dansk Socialrådgiverforening:
- Selv om økonomiaftalen ikke kan rette op på årtiers besparelser, betyder den overordnet, at kommunerne får mere luft i budgetterne til at prioritere velfærd. Samtidig sætter Kommunernes Landsforening og regeringen en meget tydelig retning for det sociale arbejde, og det er jeg utroligt glad for.
Andre reaktioner:
- Torben Liborius, erhvervspolitisk direktør, Dansk Byggeri:
- De snærende bånd på kommunerne er ikke væk, men de er løsnet, og det giver mulighed for at rette op på alt fra huller i vejene til at bygge nye skoler eller andre ting, der halter. Der er fra regeringens side blevet lyttet til kommunernes ønske om en højere anlægsramme, og det kan vi kun rose. - Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer:
- Det er positivt, at kommunerne får flere penge. Men vi er bekymrede for, at ikke-øremærkede penge suser forbi handicapområdet. Kommunerne har brugt handicapområdet som hovedargument for at få flere penge. Jeg forventer, at kommunerne nu leverer og stopper uværdige besparelser.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.