Ringsted henter direktør i Dragør
Foto: Ringsted Kommune

Ringsted henter direktør i Dragør

Teknikområdet i Ringsted får ny direktør, der kommer fra Dragør med stor erfaring.
29. AUG 2019 12.37

RINGSTED: Dragørs plan- og teknikdirektør Mette Jeppesen skifter økommunen ud med Ringsted, hvor hun skal være teknikdirektør fra 1. oktober.

49-årige Mette Jeppesen er uddannet cand.scient.soc. og har blandt andet taget flere lederkurser. 

- Jeg ser Ringsted som en rigtig god udviklingskommune, hvor der er gang i mange spændende projekter. Der er blandt andet stor byggeaktivitet med flere spændende boligprojekter på vej, og første spadestik til Business Park Ringsted, Sjællands største nye erhvervsområde, er netop taget, siger Mette Jeppesen, der glæder sig til den nye udfordring. 

Mette Jeppesen har været i Dragør siden 2012 og avancerede til direktørposten i 2015, hvor hun forinden var centerchef for borgmestersekretariatet, udvikling og HR. Forinden har hun blandt andet været ansat i Roskilde og har i alt mere end 20 års erfaring fra den kommunale verden. I Ringsted erstatter hun Tine Christensen på posten.

ibs