Danske skolebørn helt ned til 2. klasse oplever oftere og oftere at blive testet i matematik, dansk og engelsk. Det skriver Altinget. Folkeskolerne har nemlig øget antallet af de frivillige nationale test på fire år med 33 pct., viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.
I 2015 blev der i alt gennemført 436.370 frivillige nationale test, og det tal var i 2018 vokset til 581.323. Tallene vækker bekymring hos regeringens støttepartier, der under regeringsforhandlingerne blev enige med S-regeringen om at afskaffe de nationale test i de små klasser.
- Man er gået fuldstændig test-amok ude på skolerne, siger SF’s undervisningsordfører, Jacob Mark, til Altinget, mens Enhedslistens undervisningsordfører, Jakob Sølvhøj, betegner det samlede antal test som 'svimlende' højt.
- Der er mange af børnene, der er kede af testene og oplever, at de bliver stærkt pressede af dem, siger han til Altinget.
DF: God idé at bruge tid på test
Analysen fra både SF og Enhedslisten er, at stigningen skyldes skolernes fokus på, at eleverne skal klare sig godt i de obligatoriske test.
- Det er bekymrende at bruge en masse ressourcer på testene for testenes skyld mere end for børnenes skyld, siger Jacob Mark til Altinget.
Den analyse er Dansk Folkepartis folkeskoleordfører, Alex Ahrendtsen, helt uenig i.
- De røde partier er helt væk fra virkeligheden. Tallene er et bevis på, at skolerne og kommunerne synes, det er en god ide, når de bruger tid på de frivillige test, selv om det ikke er nødvendigt, siger Alex Ahrendtsen til Altinget.
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har ikke ønsket at kommentere tallene. Hun henviser i stedet til partiets undervisningsordfører, Jens Joel, der ikke ønsker at konkludere på tallene. Det er fortsat Socialdemokratiets ambition at nytænke brugen af test, forklarer Jens Joel overfor Altinget med henvisning til ambitionerne i forståelsespapiret.
- Dermed indikerer vi også, at vi ikke ønsker, at vi ender i et testregime for testenes skyld.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.