Tirsdag blev 38 danske brandfolk sendt til Grønland for at slukke en stor naturbrand med forventningen om, at indsatsen ville tage 14 dage. Men allerede lørdag kan brigadechef i Beredskabsstyrelsen Stig Hammerhøj se enden på arbejdet.
- Vi er meget tæt på at have stoppet brandudbredelsen og slukke brandene, og vi har en forventning om, at vi er færdige med det på søndag, siger Stig Hammerhøj.
Naturbranden har brændt siden starten af juli og er blevet ved med at ulme under jorden i det tørvefyldte område mellem Sisimiut og Kangerlussuaq i Vestgrønland.
- Da vi kom, var der rigtig meget røg. Og det var stort område - omkring ti kvadratkilometer - der var brændt ud, og der er stadig nogle steder med brand, siger Stig Hammerhøj.
Men det ser ud til, at den danske assistance har fundet den rigtige kur mod branden.
- De lokale har været i gang i fem uger, og så kan man spørge, hvorfor har de ikke kunnet slukke den, når vi har gjort det på få dage?
- Det er simpelthen fordi, vi har flere pumper med, og vi kan bringe meget mere vand derop, siger Stig Hammerhøj.
Derudover har brandfolkene haft 80 såkaldte mosespyd med, som kan gennemvæde jorden i området og standse brandens spredning. De samme spyd blev brugt til at slukke skovbrand i Sverige sidste sommer.
Når slukningsarbejdet er færdigt, regner brigadechefen med, at det vil tage små seks dage for brandfolkene at pakke deres lejr og udstyr ned. Den store naturbrand brød ud nær Sisimiut den 8. juli. Ifølge det grønlandske politi var det en rygeovn, der oprindeligt var årsag til flammerne. Beredskabsstyrelsen har afsat op til tre mio. kr. til missionen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.